Brygger J.C. Jacobsen gjorde det med livsværket på Valby Bakke. Skibsreder A.P. Møller ligeså med imperiet i Svendborg og København. Og nobelpristager August Krogh lavede samme manøvre med den medicinalvirksomhed, der siden har udviklet sig til et dansk erhvervs- og eksporteventyr.
I lighed med mange andre af landets mest succesfulde virksomheder ejes både Carlsberg, A.P. Møller – Mærsk og Novo Nordisk hovedsagelig af en stor erhvervsdrivende fond, som et nyt omfattende forskningsprojekt udråber til den stabile rygsøjle i dansk erhvervsliv. Bag projektet står Handelshøjskolen i København, CBS.




























