Mens danske og internationale sodavandsproducenter kæmper om at udvikle nye og eksotiske tilbud til verdens læskedriksforbrugere, er den simpleste af alle læskedrikke på vej til at overhale dem indenom:
Salget af vand uden brus på flaske kommer ifølge Financial Times for første gang i år til at overstige salget af kulsyreholdige sodavand på verdensplan.
Ifølge en undersøgelse fra analysevirksomheden Canadean er salget af 'pakket' vand steget globalt med et årligt gennemsnit på 6 procent siden 2008, hvor det toppede, mens salget af kulsyreholdige drikke har måttet nøjes med en gennemsnitlig stigning på 1,3 procent.
Det hurtigt voksende salg vil betyde, at der i år vil blive solgt 238 milliarder liter, mens verden vil sluge 227 milliarder liter af de kulsyreholdige sodavand.
I Danmark er forbruget af vand uden brus på flaske stabilt og har været det siden toppen i slutningen af 00´erne. Hos Aqua D'or, som sidder på størstedelen af det danske marked, har man siden 1987 forsynet danskerne med naturligt mineralvand på flaske.
»Vi så en stigning frem til ´08, og så har det ligget rimeligt fladt siden. I Danmark har vi i de fleste områder stadig bedre drikkevand i hanerne end i mange andre lande, så vi konkurrerer på at lave det sundeste alternativ til folk på farten sammenlignet med vores konkurrenter, der producerer andre læskedrikke«, siger marketingdirektør Nikolaj Dahl-Jensen.
Forurenet hanevand driver væksten
Og det er netop drikkevandets kvalitet, eller mangel på samme, der er den primære årsag til den globale vækst.
På verdensplan er det nemlig fortrinsvis Asien med Kina og Indien i spidsen, der driver vandsalget i vejret. Her kæmper myndighederne for hurtigst muligt at få rent hanevand ud til indbyggerne, mens den hastigt voksende middelklasse slæber store dunke vand med hjem.
Mafia, sort marked og tyverier: Sand er blevet et af verdens eftertragtede råstofferI Kina er vandforbruget ifølge Euromonitor næsten fordoblet fra 17 milliarder liter til 33 milliarder liter i løbet af de seneste fem år, og den franske producent Danone sælger mere vand end modermælkserstatning, som også er et stort marked.
»Overalt i gadebilledet ser man 15-20 liter store vanddunke - på knallerter, ladcykler og i hænderne på mødre, der slæber dem hjem til familien. Det er helt almindeligt«, fortæller Kim Rathcke Jensen, der har boet i Kina i syv år og er korrespondent for Politiken.
Men selv om det er vand på flasker og ikke hanevand, er der stadig mange skandaler med forurening, fordi kontrollen er for dårlig - nyere undersøgelse i flere provinser har vist, at der var problemer med op mod 60 procent af alle flasker med vand, som eksempelvis ikke opfylder myndighedernes krav.
Derfor vælger man sin vandflaske med omhu.
»Blandt andre Coca Cola producerer flaskevand, og jeg bilder mig ind, at de har så meget at tabe, at de sørger for, at det er rent, så det holder jeg mig til«, siger Kim Rathcke Jensen.
Markedet for flaskevand, som var under pres under den økonomiske krise i de industrialiserede lande, var det hurtigst stigende af Danones fire forretningsben sidste år, og salget er steget med to-cifrede tal hvert år siden 2011. Ifølge Financial Times tvivler nogle analytikere på, at denne vækstkurve kan opretholdes, men selskabet påpeger, at salget er »meget robust«.
I Danmark er flaskevand ikke et alternativ til hanevand, men et supplement. Men vand på flaske er ikke bare vand på flaske længere. Det er et udtryk for en trend
Uden for Asien er USA det hurtigst stigende marked med en vækstrate, der ligner udviklingsmarkederne, siger Marco Settembri, der er administrerende direktør for vand hos den schweiziske virksomhed Nestlé.
Vand er blevet luksus
I Dansk Bryggeriforening peger man på, at vand på flaske er blevet et luksusprodukt i lande som Danmark, hvor hanevandet er af god kvalitet.
Siden de første hippe typer blev set på gaden med en plastikflaske med vand, er vand blevet et produkt, der holdes smagninger på i lighed med vin og øl, og der er utallige kilder og fortællinger om vand, der desuden er blevet en del af den øgede sundhedstrend.
»I Danmark er flaskevand ikke et alternativ til hanevand, men et supplement. Men vand på flaske er ikke bare vand på flaske længere. Det er et udtryk for en trend«, siger Per Sten Nielsen, der er kommunikationschef for Bryggeriforeningen.
fortsæt med at læse




























