En særlig seance langt fra hverdagens almindeligeheder udspiller sig i Finansministeriets røde murstensbygning i dag.
Ved indgangen til mødesal nummer to må en snæver kreds af politikere afhænde deres ellers allestedsnærværende mobiltelefoner. Først herefter kan de bevæge sig ind i mødesalen for at studere en række hidtil hemmeligholdte dokumenter. Alt sammen skal foregå i tidsrummet 9 til 16. Herefter skal politikerne igen forlade den statelige mødesal med loftsmaleriet af en rustningsklædt kriger på vej mod en gylden tronstol, hvor Jupiter og Apollon er klar til at overrække en laurbærkrans.




























