Østjydsk Banks regnskaber var pænere, end de burde have været, og det har fået Finanstilsynet i aktion. Det har pålagt banken at fremlægge nye regnskaber, der viser et langt større tab end den tidligere version.
Banken havde ifølge Finanstilsynets påbud værdisat en række investeringsejendomme for dyrt. Samtidig var der ikke nedskrevet nok på udlån. Derfor må Østjydsk Bank nu nedskrive værdien og øge sine nedskrivninger på udlån.




























