Dansk Industri: »Det, vi frygtede, er sket. Der har været en massiv karakterinflation«

Det er især, når studenterne begynder på de videregående uddannelser, at der bliver uddelt flere 12-taller, end man forventede, da det nye karaktersystem blev indført.  Jens Dresling/POLFOTO
Det er især, når studenterne begynder på de videregående uddannelser, at der bliver uddelt flere 12-taller, end man forventede, da det nye karaktersystem blev indført. Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Hvis for mange nyuddannede kan henvise til en topkarakter for deres afsluttende opgave, får de danske virksomheder svært ved at spotte de dygtigste studerende.

Derfor vækker en evaluering af syvtrinsskalaen i det danske uddannelsessystem bekymring hos Dansk Erhverv og Dansk Industri.

»Det, vi frygtede, er sket. Der har været en massiv karakterinflation på de videregående uddannelser. Ikke nok med at for mange får 12. Der er også en bevægelse, hvor flere får topkarakteren år efter år«, siger Mette Fjord Sørensen, der er chef for videregående uddannelse hos Dansk Industri.

»Det er et problem for uddannelserne, og det er et problem for de virksomheder, som skal forsøge at vurdere en ansøgers faglige formåen.

Forventningerne var ikke så høje i 2007

Da man ændrede karakterskalaen tilbage i 2006-2007, blev der sat nogle mål for, hvad den forventede fordeling af de nye karakterer ville blive. Her var forventningen, at hver tiende ville få 12.

Evalueringen viser, at der på de videregående uddannelser bliver givet flere 12-taller end det. Og halvdelen af de afsluttende opgaver får 10 eller 12.

Dermed kan virksomhederne ikke stole på, at karakteren hos en nyuddannet afspejler det niveau, virksomheden forventer, siger uddannelsespolitisk chef hos Dansk Erhverv Mads Eriksen.

»Når det burde være hver tiende, så må det være nogen, der får et 12-tal, som måske kun burde have fået 10. Hvis man går efter den absolutte elite, så er det ikke det billede, man får«, siger han.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her