DSB får færre passagerindtægter og penge fra staten. Det tager selskabet nu konsekvensen af.

Passagerflugt gør ondt: DSB skærer 100 stillinger væk i administrationen

Færre passagerindtægter får DSB til at skære i det administrative lag. Foto: Jonas Olufson
Færre passagerindtægter får DSB til at skære i det administrative lag. Foto: Jonas Olufson
Lyt til artiklen

DSB skærer med udgangens af marts i deres administration. I alt bliver omkring 100 stillinger nedlagt. Det oplyser DSB i en pressemeddelelse.

»Eftersom der har været tilbageholdenhed med genbesættelse af ledige stillinger, kan antallet af opsigelser reduceres, men cirka 60 medarbejdere vil blive opsagt med udgangen af marts«, skriver DSB.

»Det endelige antal afhænger af, hvor mange der vil tage imod et tilbud om frivillige fratrædelsespakker.

I sit regnskab for 2018 kunne DSB præsenteret et fald i omsætningen fra passagerer på 93 millioner kroner. Derudover fik DSB færre penge fra staten.

I samme regnskab kunne man læse, at DSB allerede sidste år nedbragte omkostninger, svarende til at der forsvandt 100 stillinger.

Direktør i DSB Flemming Jensen forklarer, at de fyringer, der præsenteres mandag, skyldes ny konkurrence og færre opgaver.

»DSB er udfordret af stigende konkurrence fra billigere biler og busser samt overdragelse af strækninger til andre operatører«, siger han i pressemeddelelsen.

»Det betyder, at vi løbende skal minimere vores omkostninger og tilpasse virksomheden til fremtidens krav, herunder en mere effektiv administration og en yderligere reduktion af medarbejderstaben«.

Flemming Jensen siger, at den nye fyringsrunde bringer DSB »tættere på« målsætningen om at spare 25 procent på administration. Men der vil løbende blive kigget på flere tiltag ifølge DSB-direktøren.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her