Både omsætning og overskuddet dykkede hos energiselskabet Ørsted fra årets begyndelse. Ørsted leverer således et nettoresultat for første kvartal på 3,2 milliarder kroner mod 5,7 milliarder kroner i samme kvartal sidste år, viser selskabets kvartalsregnskab, som er offentliggjort onsdag morgen.
Omsætningen faldt fra 33,8 milliarder kroner sidste år til 29,4 milliarder kroner i første kvartal dette år. Selskabet fastholder dog på baggrund af første kvartal sine forventninger til året om et driftsresultat på mellem 20 og 23 milliarder kroner.
Det er blandt andet Ørsteds afdeling for bioenergi, som har oplevet et markant fald. Her faldt driftsoverskuddet til 517 millioner kroner fra cirka 2,5 milliarder kroner i første kvartal. Afdelingen, der omfatter kraftvarmeværker, havde sidste år stor gavn af høje elpriser.
Ørsted melder dog, at der var fint gang i havvindforretningen fra årets begyndelse.
»Vi er glade for resultatet i første kvartal 2023, hvor indtjeningen fra vores havvindmølleparker er tilbage på sporet som drivkraften bag vores driftsresultat«, siger Mads Nipper, koncernchef og administrerende direktør i Ørsted, i en skriftlig kommentar til regnskabet.
Ørsted, der har den danske stat som majoritetsejer, arbejder med forskellige områder. Ud over at selskabet udvikler, opfører og driver blandt andet hav- og landvindmølleparker, leverer Ørsted energiprodukter til sine kunder.
ritzau
fortsæt med at læse




























