Skal der rykkes noget i rigsfællesskabet – eller kongeriget, som det hedder nu – kan man tørt konstatere, at det kræver en krise.
Aldrig har vi været så optaget af Grønland som nu, og aldrig har vejen til grønlandsk indflydelse og selvbestemmelse været så åben som nu. Det ved de i Nuuk, det ved regeringen i Danmark, og i Tórshavn på Færøerne husker man kun alt for godt, hvordan det gik, da de var på kant med Danmark i 1990’erne.




























