Folketingets formand, Søren Gade (V), skifter valgkreds i det vestjyske.
Torsdag aften blev han uden modkandidater valgt som Venstres folketingskandidat i Ringkøbing-kredsen på et opstillingsmøde. Det skriver TV Midtvest.
Han skifter fra Venstres kreds i Holstebro, hvor han har været opstillet gennem det meste af sin folketingskarriere.
Ringkøbing-Skjern Kommune er en Venstre-højborg, hvor partiet gennem mange år har stået stærkt.
Venstre har dog indtil nu stået uden folketingskandidat i kommunen, efter Mads Fuglede i marts 2024 skiftede parti til Danmarksdemokraterne.
I maj blev det så annonceret af lokalformand Hans Christian Tylvad, at Søren Gade var udset til at overtage kredsen.
»Det er en idé, vi har arbejdet med længe. Den er født lokalt, men partitoppen har også været inde over«, sagde Hans Christian Tylvad i maj.
Søren Gade har gennem mange valg været en stemmesluger for Venstre. Da han gjorde comeback i Folketinget i 2022, fik han næsten 18.000 stemmer i Vestjyllands Storkreds. Det var flest af alle i storkredsen.
Modsat fik Mads Fuglede omkring 7000 stemmer som Venstre-kandidaten i Ringkøbing.
Søren Gade har ikke selv udtalt sig om sit kredsskifte.
ritzau
fortsæt med at læse




























