For småbørnsfamilier kan det være svært at få hverdagen til at hænge sammen med at hente børn efter arbejde og at have maden på bordet, inden den står på putning af de små.
Derfor foreslår Liberal Alliance i et nyt udspil fælles beskatning af familier. Det vil eksempelvis give en skattelettelse, hvis den ene ægtefælle går på deltid for at hellige sig børn, mens den anden fortsat arbejder fuldtid.
»Det er for mig at se en rettelse af en uret. Som det er i dag, diskriminerer vi familier alt efter, hvordan de har valgt at indrette sig. Det er urimeligt«, siger politisk ordfører Sólbjørg Jakobsen under partiets sommergruppemøde på Egelund Slot nær Hillerød.
Partiet vil også fordele barslen frit mellem forældre samt bedsteforældre, hvilket vil betyde, at der skal tages et opgør med EU’s orlovsdirektiv, som blev indført i 2022, og i Danmark gav fædre ret til 11 ugers øremærket barsel.
»EU hverken skal eller bør blande sig i, hvordan vi indretter barslen i Danmark. Vi skal ikke være smagsdommere, familierne bestemmer selv«, siger hun.
Partiet erkender, at den del vil blive svært.
Partiet vil have mere fleksibel pasning, hvor forældre kun betaler for de timer, barnet er i institution. Det kaldes modulpasning og skal udbredes til alle kommuner.
ritzau
fortsæt med at læse




























