Scenen er efterhånden noget gammel, fra begyndelsen af 1990’erne, men den står stadig lyslevende for mig. Den foregik på 2. sal på Christiansborg foran Venstres gruppeværelse, hvor der havde været en ophedet diskussion. Emnet husker jeg ikke, men da mødet var slut, og medlemmerne kom dryssende ud, fortsatte to af dem diskussionen ude på gangen. Det var Birthe Rønn Hornbech, som i dag ikke længere er medlem af partiet, og Bertel Haarder, som stadig er medlem, men for nylig har foreslået en fusion med LA.
Dengang var de begge glødende Venstre-folk med fødderne solidt plantet i de folkelige bevægelser. Og bedøvende ligeglade med, at vi var flere journalister, der stod og lyttede med. De to gik til stålet. Det var ikke en splid eller en splittelse, men en grundlæggende politisk uenighed, der blev filtreret offentligt.