Der er ingen grund til at sende den nye EU-traktat til folkeafstemning. Det siger professor og EU-ekspert ved Copenhagen Business School (CBS), Peter Nedergaard, efter at EU’s regeringsledere i nat nåede frem til en aftale om den såkaldte reform-traktat. Overholder Grundlovens bestemmelser »Der er tale om en traktat, der er en justering af de hidtidige traktater. Det er en traktat, som først og fremmest justerer på beslutningsprocessen, og som jeg ser det, så flytter den ikke nye kompetencer fra medlemslandene til EU«, siger Peter Nedergaard.
Han afviser dermed, at den nye traktat skulle være i konflikt med grundlovens §20, der siger, at en folkeafstemning er nødvendig, hvis Danmark afgiver suverænitet. Socialdemokraterne siger, at der også kan være grund til at sende traktaten til afstemning, hvis den indeholder meget politik. Mener du, at der er så meget politik i den nye traktat, at det ville retfærdiggøre en folkeafstemning set i lyset af den danske tradition om EU-afstemninger? »Nej, det mener jeg ikke. Den traktat, som faldt i 2005, da Holland og Frankrig sagde nej, var en forfatningstraktat, som var skrevet fra bunden, og som havde karakter af en grundlov for Europa. Men det er den her ikke. Det er en fortsættelse af Rom-, Maastricht-, Nice-, Amsterdam- og alle de andre traktater«, siger Peter Nedergaard. En afstemning båret af frygt »Hvis det her kommer til afstemning, tvivler jeg på, at det bliver en afstemning om reformtraktaten, for indholdet er som sagt først og fremmest forandringer i forhold til det beslutningstekniske, som vil være meget sværere at forklare for befolkningen. Derfor vil det blive en afstemning om frygten for de fremmede og EU’s bureaukrati frem for selve traktaten, hvis vi skal stemme«, siger Nedergaard. Han siger videre, at den almindelige dansker næppe vil mærke nogen forandring i forhold til EU – højest at EU-apparatet »kommer til at køre som en mere smurt maskine«. Kissinger manglede en kontaktperson Heller ikke spørgsmålet om den nye formandsrolle eller den udenrigspolitiske rådgiver vil får den store betydning. »Omkring formanden er det igen noget, som primært får betydning for samarbejdet og beslutningsprocessen. Når det kommer til udenrigsministeren, så er det ord ændret, fordi det har en forfatningsklang over sig, så det nu hedder ’højrepræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik’. Og den position er styrket i det håb, at EU kan spille en mere tydelig rolle i forhold til det internationale. Populært kan man sige, at Henry Kissinger (tidl. amerikansk udenrigsminister, red.), der tidligere har efterlyst en person, han kunne ringe til, når han skulle have fat i Europa, nu har fået den person«, siger Peter Nedergaard.
