Bendtsen: Jeg ønsker ikke øget overvågning

Lyt til artiklen

Lovforslaget om overvågning af bankkunder skal »ned i maskinrummet igen«. Det siger erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen (K), som svar på den kradse kritik af regeringens forslag om, at bankansatte i højere grad skal indberette mistænkelige kunder til bagmandspolitiet. »Det er et forslag, vi har sendt i høring, og vi lytter naturligvis til kritikken«, siger Bendt Bendtsen, der vil gennemgå forslaget igen. Enhver kunde skal indberettes Der er tale om en ændring til den såkaldte ’hvidvasklov’, som forpligter bankerne til at indberette kunder, de mistænker for at hvidvaske penge eller finansiere af terror. Som reglerne er i dag, skal bankerne indberette mistænkelige transaktioner, hvis der er mistanke om »alvorlig kriminalitet«, hvilket vil sige en forbrydelse, der kan give fængsel i minimum et år. Men den grænse vil regeringen ifølge forslaget fjerne, så bankansatte i fremtiden skal indberette enhver kunde, som mistænkes for at snyde - uanset beløbets størrelse eller den potentielle straf. Advokater advarer mod overvågning Det har fået Advokatsamfundet til at advare om, at det fører til et overvågningssamfund, og bankernes brancheorganisation, Finansrådet, mener, at de ny regler vil betyde, at de bankansatte må skyde med spredehagl. Men ingen af delene er meningen, siger erhvervs- og økonomiministeren. Minister ønsker ikke flere indberetninger »Jeg kan godt berolige med, at det ikke er noget ’big brother is wathching you-samfund’, jeg ønsker«, siger erhvervsministeren. Han siger, at han ikke ønsker, at forslaget skal medføre flere indberetninger. »Meningen er ikke, at bankansatte skal tjekke kunderne for småting. Jeg mener, at det antal indberetninger, vi har i dag er passende«, siger Bendt Bendtsen. Hjælp til de bankansatte Han forklarer, at baggrunden for forslaget, er, at de bankansatte er i tvivl om, hvem de skal indberette i dag. De har svært ved at forudse, hvilke forseelser der giver mindst et års fængsel, og derfor har de ifølge ministeren efterlyst klarere regler. Bendt Bendtsen vil nu lade sine embedsmænd se på forslaget og tage kontakt med de politiske ordførere. Han mener, det er for tidligt at sige, hvordan forslaget kan ændres, så det imødekommer kritikken fra blandt andre Advokatsamfundet. DF: Det gælder terror Også Dansk Folkepartis erhvervsordfører Colette L. Brix mener, at der skal ses nærmere på forslaget, før det bliver fremsat. »Ingen synes, at vi skal være et overvågningssamfund, eller vi skal have regler, så de bankansatte ikke tør ekspedere en kunde, men det drejers sig om et så alvorligt et område, nemlig terror, at det skal fungere«, siger Colette L. Brix. Hun hæfter sig ved, at bagmandspolitiet sidste år fik 1349 indberetninger fra bankerne, men at kun fire af dem førte til dom. »Det fortæller mig, at der er noget, der ikke fungerer, så vi skal finde en løsning«, siger Colette L. Brix.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her