Danskerne vil i den kommende tid se mere liberal politik fra regeringspartiet Venstre, som i øjeblikket er ved at nytænke sin politik efter syv år ved magten.
Det siger skatteminister Kristian Jensen (V), der dermed som den første V-minister lægger op til, at partiet skal trække væk fra midten i dansk politik og over i en mere liberal retning. »Jeg er ked af, hvis vi i Venstre ikke har vist, at vi rent faktisk er et liberalt parti. Budskabet er, at vi skal tilbage til at overlade ansvaret til det enkelte menneske. Og der er en bevægelse i øjeblikket i Venstre hen mod de mere liberale tanker. Det vi er i gang med, er at finde ny liberale bud på, hvordan vi skal løse problemerne i samfundet anno 2008«, siger Kristian Jensen, en af Venstres mest centrale ministre. For mange regler Helt konkret peger han på, at regeringen har overbebyrdet hjemmehjælpen, skolerne og ældreplejen med statslige regler, som nu bør fjernes.




























