Det offentlige skal have færre regler

Lyt til artiklen

Dansk Folkeparti vil gerne være med til at gennemgå bunkerne af regler for ansatte i det offentlige og afskaffe overflødige regler.

Det siger partiets finansordfører Kristian Thulesen Dahl. Udtalelsen kommer ovenpå skatteminister Kristian Jensens (V) overraskende udmelding om, at regeringen har ansvaret for, at den offentlige sektor er blevet sovset ind i alt for mange regler som overbebyrder kommunerne med unødigt arbejde. »Vi er fuldstændig med på at kigge på, om der er regler, som vi ikke behøver for at sikre, at de offentligt ansatte gør et godt stykke arbejde«, siger Kristian Thulesen Dahl. Regler skærer i kvaliteten Ifølge en rapport lavet af FOA, mener mere end syv ud af ti medarbejdere i hjemmeplejen, at det kan give mere tid til borgerne, hvis der er mindre måling og dokumentation. »Det er på tide, at politikerne får gjort noget ved det«, siger Dennis Kristensen, formand i FOA. »Jo flere regler og jo mere papirgang der kræves, jo mere får du en samlebåndsydelse, hvor der ikke bliver taget højde for den enkelte. Det fjerner toppen af kvaliteten«. DF: Nogle regler er nødvendige Men selv om Dansk Folkeparti nu går ind på at gennemgå regelrytteriet, skal de offentligt ansatte ikke sætte næsen op efter at få afskaffet alle kontrolinstanserne, lyder det fra Thulesen Dahl. »Vi kan ikke afskaffe alle regler. Et civiliseret samfund som vores er i høj grad bygget op på, at vi som borgere har krav på nogle ting, og at vi har regler til at sikre, at vi får, hvad vi har krav på«, siger han. Det er især de steder, hvor der er dobbeltreguleringer, Dansk Folkeparti vil arbejde aktivt for en afskaffelse af det ene regelsæt. For eksempel har flere hjemmeplejere fået håndholdte maskiner til at føre journal på mens de samtidig skal bruge tid på at taste de samme oplysninger ind i et andet system, forklarer Kristian Thulesen Dahl. I sidste ende er det politik Ud over de områder, hvor der er dobbeltreguleringer, vil han ikke nærmere ind på, hvilke regler der kunne blive afskaffet efter Dansk Folkepartis og regeringens gennemgang. »Lad os kigge på det. Men jeg siger bare, at der er nogle steder, hvor det er ren politik, om man er tilhænger eller modstander af nogle bestemte regelsæt«, siger Thulesen Dahl, der glæder sig til at se regeringens konkrete udspil. »Vi regner med, at regeringen er i gang med det her og glæder os til at se nogle mere konkrete udspil på, hvor man kan tage fat. Det kan meget vel komme i forbindelse med finansloven her i efteråret«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her