Opkald, der ikke bliver besvaret. Frustrerede politibetjente, som føler, at de ikke kan udføre deres arbejde ordentligt. Vagtplaner, der ikke hænger sammen. Der er så mange problemer med den stort anlagte reform af politiet, at det nu er nødvendigt at ændre grundlæggende på den, mener regeringspartiet Venstre, som samtidig retter en skarp kritik mod politiets øverste ledelse.
Serviceeftersyn af politireformen
»Jeg har fundet ud af, at der er for stor afstand mellem det, jeg får at vide af politiets ledelse, og så det, jeg hører, når jeg taler med almindelige betjente«, siger partiets retspolitiske ordfører, Kim Andersen:
»Vi står stadig bag reformen, men når der er så mange problemer, må vi standse op. Hidtil har vi talt om, at det var nødvendigt med et serviceeftersyn af politireformen. Nu mener vi, det er nødvendigt med en hovedreparation«.
Den skal først og fremmest sikres ved, at der bliver tilført flere ressourcer til politiet, så der altid er nok betjente til at rykke ud, når borgerne ringer. Hvor mange ekstra ressourcer, der konkret er behov for, vil Venstre dog ikke lægge sig fast på.
Derudover retter Kim Andersen primært fokus på politiets ledelse.
»Politiets ledelse skal styrkes og suppleres med folk, der har kompetence inden for organisationsudvikling og virksomhedsledelse. Før reformen, da vi havde 54 små kredse, kunne en politidirektør i højere grad sidde på sit hjørnekontor med Karnovs lovsamling på hylden og beskæftige sig med lovovertrædelser«, siger han:
»Med 12 store politikredse kan en politidirektør have op til 800 ansatte, og det er en helt anden ledelsesmæssig opgave«.
Ledelsen skal slankes På de mange lokalstationer skal ledelsen slankes, så der bliver en mere enstrenget og gennemskuelig organisation. »Politiet har fået en struktur med en leder af lokalpolitiet, efterforskningsafdelingen og beredskabet, som står for patruljering. Det fungerer fint på hovedstationerne, men på mindre lokalstationer bliver det meget tungt«, siger Andersen. Med udspillet imødekommer Venstre for første gang den hårde kritik, som gennem de seneste måneder har ramt reformen fra både borgere, politifolk og politikere.






























