Debatten op til invasionen i Irak i marts 2003 byggede i høj grad på en formodning om, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben. Det erkender statsminister Anders Fogh Rasmussen på et samråd her til eftermiddag. Han beklager samtidig, at der aldrig blev fundet de meget omtalte masseødelæggelsesvåben i Irak. »Når jeg beklager det, er det fordi, der var spredt et almindeligt indtryk af, at der var masseødelæggelsesvåben baseret på de informationer, der var givet fra forskellige efterretningstjenester«, siger statsministeren. Rohde har ret i juristeri Dagens samråd var indkaldt i kølvandet på Jens Rohdes (V) opsigtsvækkende udtalelser i den nye bog ’Vejen til Irak’.
Her anfører Rohde masseødelæggelsesvåben som en væsentlig del af argumentationen for, at Danmark skulle gå med i Irak. At de omdiskuterede masseødelæggelsesvåben efterfølgende ikke var nævnt i det skriftlige beslutningsgrundlag kalder Rohde i bogen for »juristeri«. Og det giver Fogh ham nu ret i. »Jens Rohde har sagt, at der blev skabt et indtryk af, at der var masseødelæggelsesvåben i Irak, og det har jeg også sagt i dag, at det gjorde man hele vejen rundt. Resten det var noget juristeri, og vi har fået dokumenteret i dag, at det er en meget juridisk diskussion«, siger Fogh efter det 2½ timer lange samråd. Fastholder gammel Irak-forklaring Men samtidig med at Fogh medgiver, at Jens Rohde har ret i sine påstande, fastholder han, at masseødelæggelsesvåben ikke var grundlaget for Folketingets beslutningsforslag. »Jens Rohde har sagt, at der dengang var skabt et almindeligt indtryk af, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben. Det skal man ikke være professor i statskundskab for at konstatere«, siger statsministeren. »Men det ændrer bare ikke ved at det var ikke den begrundelse vi brugte som argument for at gå med i Irak«. Anders Fogh Rasmussen fastholder, at det var Saddam Husseins manglende vilje til at samarbejde med FN, der dannede krigsgrundlaget. EL: Regeringen manipulerede Men den forklaring køber oppositionen ikke. Tunge drenge som Mogens Lykketoft (S), Villy Søvndal (SF), Holger K. Nielsen (SF) og Morten Helveg Petersen (R) forsøgte sammen med Enhedslistens Frank Aaen under samrådet forgæves at få statsministeren til at svare på spørgsmålet: Hvorfor fyldte påstanden om masseødelæggelsesvåben så meget i den offentlige debat og på statsministerens egne pressemøder i den periode, uden så at blive nævnt som argument i det skriftlige beslutningsgrundlag? Til sidst kom Frank Aaens med sit bud på en forklaring: »Fordi regeringen fra Forsvarets Efterretningstjeneste dengang vidste, at der ikke var nogle masseødelæggelsesvåben i Irak«, argumenterede Aaen på samrådet. »Man brugte masseødelæggelsesvåben som argument, men var klog nok til ikke at skrive dem ned«.



























