Både den nuværende og den tidligere justitsminister afviser, at de allerede for mange måneder siden vidste, at der herskede et kaos i Rigspolitiets økonomi.
Et kaos, der for halvanden måned siden blev opgjort til et underskud på 340 millioner kroner. Det fremgår af en redegørelse fra Rigspolitichefen, at det allerede sidste sommer stod klart, at Rigspolitiet ikke havde overblik over sin økonomi, og at det ikke inden for en kortere tid ville blive muligt at fastlægge de økonomiske konsekvenser. I efteråret indgik regeringen og Folketingets partier en aftale om at bevilge 850 millioner kroner til en styrkelse af politiet. Socialdemokratiet og SF kritiserer den tidligere og nuværende justitsminister for ikke at have informeret om det økonomiske rod, før de 850 millioner kroner blev bevilget. Men både forhenværende justitsminister Lene Espersen (K) og den nuværende Justitsminister Brian Mikkelsen (K) afviser, at det kendte til det store hul i Rigspolitiets pengeklasse.




























