Norden svinger til venstre. Sådan ser SF-formand Villy Søvndal valgresultatet i Grønland, der blev en stor sejr til SF’s grønlandske søsterparti IA. »Valget er endnu et tegn på, at de nordiske lande svinger til venstre. Først var det Norge og Island, der fik en rød regering, og nu har også grønlænderne stemt for forandring. Det lover godt for fremtiden«, siger Søvndal i en kommentar til valget i Grønland. Kold skulder til Siumut Ved næste folketingsvalg går Villy Søvndal som bekendt efter at komme i regering med Socialdemokraterne. I Grønland har IA’s leder Kuupik Kleist sat sin lederpost ind på at danne regering uden om Socialdemokraternes søsterparti Siumut, som har siddet på magten siden hjemmestyret blev indført i 1979. Det ærgrer Socialdemokraterne på Christiansborg. »Sådan ønsker han at forvalte sin valgsejr, og jeg ærgrer mig lidt over, at han melder ud, at han ikke vil samarbejde med Grønlands nu næststørste parti«, siger grønlandsordfører Mogens Jensen (S) til TV 2 News. Centrumvenstre står stærkt Mogens Jensen påpeger, at Siumut ikke fik en voldsom tilbagegang. Partiet gik 3,9 procent tilbage. »Det er bemærkelsesværdigt, at IA ikke primært tager stemmerne fra Siumut. Stemmerne bliver især taget fra de borgerlige partier Atassut og Demokraterne«, siger Mogens Jensen, der konstaterer, at centrumvenstre har opbakning fra næsten 70 procent af grønlænderne. Tid til selvransagelse Mogens Jensen vurderer, at IA’s valgsejr især skyldes, at partiet er gået til valg med nye og yngre kræfter i front. Efter at de samme få fremtrædende politikere har præget grønlandsk politik i 30 år. »Uanset at jeg er socialdemokrat, så kan jeg godt have forståelse for, at når et parti har siddet ved magten i 30 år, så har folk måske behov for at se nogle nye ansigter og prøve noget nyt«, siger Mogens Jensen. »Jeg tror også, at der efter det her valg vil være en selvransagelse i Siumut, der også vil betyde noget for personsammensætningen der«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema




























