Der er ikke mange realpolitisk emner, hvor det nyeste medlem af Socialdemokraterne, Pernille Rosenkrantz-Theil, deler holdning med sit ny parti. »Det er også derfor, at jeg brugte rigtig lang tid på at overveje, om jeg kunne leve med, at jeg på en række områder er uenig, før jeg valgte at melde mig ind«, siger hun. Det nye medlem af partiet lægger ikke skjul på, at hun står meget langt fra Socialdemokratiets officielle politik, når det kommer til f.eks. udlændinge- og skattepolitik. Og en række andre emner.
Vil af med 24-års reglen På udlændingeområdet står f.eks. afskaffelse af 24-års reglen på Rosenkrantz ønskeseddel, og på skatteområdet vil hun give skattelettelser til folk på overførselsindkomster for at skabe en bedre fordeling mellem rig og fattig. Hun er også 100 pct. modstander af privat indblanding i offentlige opgaver som børnepasning, skoler og sygehuse. Holdninger, der langt fra er S-politik. »Jeg har skiftet parti. Ikke holdninger. Og jeg ved, at det kommer til at give sværdslag«, fastslår hun. Frihed, lighed og fællesskab Når det tidligere medlem af Enhedslisten alligevel har taget springet ind i Socialdemokratiet skyldes det, at venstrefløjen deler det værdisæt, som også kan kaldes Socialdemokratiet Classic: »Jeg deler kerneværdier med Socialdemokraterne: frihed, lighed og fællesskab«, siger Rosenkrantz-Theil: »Det er så åbenlyst for mig, at jeg hører hjemme der. Jeg er blevet overbevist ved at rejse rundt og holdt en masse foredrag på virksomheder og i fagbevægelsen. Og derude går der rigtig mange socialdemokrater af min slags på meteren. Det kan godt være, at mine holdninger ikke er deles i partitoppen, men almindelige socialdemokrater over 60 år mener det samme som jeg. Selv om nogen af dem synes, at jeg er lidt rød i kanten«, siger hun. Men kan man ikke være så uenig i et partis praktiske politik, at man bør finde sig et andet sted at være medlem? »Det handler om den strategi, man anvender til at forandre samfundet. Her har jeg grundlæggende tillid til Socialdemokratiets værdier. Hellere være medlem der, end slet ikke at være aktiv i et demokratisk projekt. Så må jeg lægge mig yderst på vægtstangen for at påvirke politikken«, siger Pernille Rosenkrantz-Theil. Vil i Folketinget igen Rosenkrantz-Theil, der i øjeblikket er på barsel med sit andet barn, har endnu ingen konkrete planer om at stille op for Socialdemokratiet til Folketinget. Hun antyder, at der skal en periodes aflusning til:



























