Lokalpolitiker leger Sidney Lee i jagten på stemmerne

Brystmaling. Dennis Stenbjerg Johansen (SF) laver tykt pis med Sidney Lee i en valgvideo, der på kort tid allerede har fået over 1.000 hits på Youtube. Skærmdump fra Youtube.
Brystmaling. Dennis Stenbjerg Johansen (SF) laver tykt pis med Sidney Lee i en valgvideo, der på kort tid allerede har fået over 1.000 hits på Youtube. Skærmdump fra Youtube.
Lyt til artiklen

»Jeg er pisse ligeglad med, hvad folk mener!«.

Der skal noget ekstraordinært til for at skabe opmærksomhed i kampen om stemmerne til de kommende kommunal- og regionsrådsvalg, og videoindslag er blevet et stærkt våben i slaget om vælgerne.

Det har blandt andre 22-årige Dennis Stenbjerg Johansen fundet ud af.

Han stiller op som nummer tre på SF i Nordjyllands liste til regionsrådsvalget og skaber i øjeblikket opmærksomhed om sit kandidatur ved på Youtube at plagiere realitykongen Sidney Lee.

Sovsekulør på brystet er ganske normalt
I videoen sidder han med bandana på toppen og taler Sidney Lee'sk:

»Sådan noget som at deltage i reality-tv for at blive kendt. Det kan godt være, det ikke er politisk korrekt, men det er bullshit for mig«, siger Dennis Stenbjerg Johansen med en underspillet lespen, før han begynder at hælde sovsekulør på kroppen med en malerrulle.

»Jeg er lige i gang med at få noget farve på. Jeg synes ikke, at man kan komme og være helt bleg«, lyder det fra Nordjyllands svar på Sidney Lee i videoen.

»Om folk synes, det er normalt at smøre sig ind i sovsekulør? Jeg er pisse ligeglad«.

Folk skal grine og rykke videre
Med den noget anderledes valgkampagne håber Dennis Stenbjerg Johansen, at han kan få flere unge til stemmeboksene om tre uger.

»Jeg har to mål med videoen. For det første håber jeg, at flere unge vil blive gjort opmærksom på regionsrådsvalget, og for det andet håber jeg selvfølgelig på, at jeg skaber noget opmærksomhed om mit kandidatur«, siger Dennis Stenbjerg Johansen.

Han har allerede fået mange positive tilbagemeldinger på videoen, også fra folk han aldrig har mødt før.

»Så jeg tror da, at det dér med at spille en påtaget figur, kan fange folk. De kan både grine ad det, men også komme videre til min egen hjemmeside, hvor de kan se, hvad jeg står for«, siger Dennis Stenbjerg Johansen.

Se Sidney Lee-videoen hereller i bunden af artiklen.

Vi skal have hurtige biler, der kører stærkt
I Aalborg har byrådskandidat for socialdemokraterne Kenneth Kuur Sørensen også fundet vej til Youtube.

Han spiller godt nok ikke selv rollen som brokkehovedet, der på ægte Peter Schrøder-vis råber sine anti-budskaber ind i kameralinsen.

Det har han fået en skuespiller til, men teksten har han selv skrevet.

»Vi skal have grøn vækst? Gu skal vi røv du! Vi skal hurtigere biler, der kan køre stærkere, så vi kan komme hurtigere hjem, så vi kan komme på arbejde igen du! Det' fandme uhyggeligt du!«, skråler en mere en mere sveddryppende mand i valgvideoen.

Ingen læser aviser mere
Og han skråler videre:

»Ved du hvad!? Jeg syntes kraftedeme, at den globale opvarmning er det største fremskridt, vi nogensinde har haft. Jeg elsker, når det er varmt, jeg hader, når det er koldt. Og så kan det godt være, at isen den smelter, og isbjørnene dør. Men ved hvad, jeg er sgu ligeglad! Jeg hader isbjørne! De smager ad helvede til!«.

Brokken fortsætter, indtil pointen til sidst dukker op.

'Træt af brokkerøve? Stem ny energi i byrådet!'.

SE VIDEOKenneth Kuur Sørensens brokkehoved (Eksternt link)

»Jeg har lavet videoen for at komme i kontakt med så mange som muligt. Der er jo ikke mange, der læser aviser mere, så det her er en anden mulighed for at slå sit navn fast«, siger Kenneth Kuur Sørensen.

Han tror ikke, at den lettere aparte metode kan give bagslag.

»Nej, det handler om at skabe opmærksomhed, og det hele har en effekt. Jeg bruger så humor som indgangsvinkel, og jeg tror helt sikkert, at den kan få hul igennem til flere mennesker«.

Anstændighed og ånd / går planken ud på samlebånd
Også på Djævleøen har enkelte politikere taget videomediet i brug.

Eksempelvis det mangeårige socialdemokratiske medlem af Københavns Borgerrepræsentation Hamid El Mousti, der er fortørnet over, at han er blevet vraget som kandidat til kommunalvalget.

Efter mange gange at have forsøgt at få en forklaring, har han nu også tyet til videomediet og sågar taget rap-genren under kærlig behandling.

Hamid El Mousti gør et ganske hæderligt forsøg på at lave nogle 'fly' rim, mens han danser på rådhussalens talerstol i sin mintgrønne marokkanske heldragt.

»Partiet blev kendt som dolkepar tiet / i hele riget / fordi de bruger tiden på at dolke hin anden / Og dolken ramte også mig midt i panden«.

Playback-rap fra talerstolen

»Der er både humor og alvor i det. Hvis jeg skrev endnu en protest, ville jeg ikke få noget ud af det. De sidste 6 måneder har jeg diskuteret frem og tilbage med partiet, men jeg har ikke engang kunnet få referaterne fra møderne«, siger Hamid El Mousti.

Derfor har han nu også taget utraditionelle metoder i brug.

SE VIDEO Se Hamid El Moustis brokkevideo

»Generalforsamlingen havde stemt for mig, men bestyrelsen valgte at se bort fra det. Det forstår jeg ikke Det kan man slet ikke, så det her er historien om, hvorfor jeg røg ud af listen«, siger Hamid El Mousti, der ligesom de to ovenstående politikere håber at få meget mere opmærksomhed ved at bruge humoren.

Og det skal såmænd nok virke.

Se Dennis Stenbjerg Johansens parodi på Sidney Lee her nedenfor.

Peter Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her