Den danske regering og størstedelen af den danske befolkning bryder sig ikke om at se kvinder gå ned ad gaden i burka eller niqab.
De muslimske klædedragter er heller ikke velkomne i de danske folkeskoler og gymnasier, mener statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Derfor afventer han nu, at et embedsmandsudvalg skal blive færdig med det arbejde, der skal klarlægge, hvordan man undgår elever, lærere og andre offentlig ansatte i at gå i burka eller niqab.
»Så kan der være en diskussion om, hvordan vi river burkaen eller niqaben af kvinderne. Gør vi det ved at indføre lovgivning, eller gør vi det ved at signalere en holdning. Eller gør vi det ved at give opbakning til vores ledere ude omkring på institutioner, så de tør tage kampen op?«, siger Lars Løkke Rasmussen på sit ugentlige pressemøde.
LÆS OGSÅ Regeringen offentliggør burkarapport
Skal kunne se hinanden i øjnene
Statsministeren ønsker ikke at komme nærmere ind på, om der er brug for lovgivning på området. Han medgiver dog, at der ikke er tradition for at lovgive mod en bestemt påklædning i Danmark.
»Det afgørende er, at det kvindesyn, den klædedragt repræsenterer, er vi afgørende imod. Det danske samfund hviler på at være et positivt samfund, hvor vi møder hinanden i øjenhøjde, hvor vi kan se hinanden, og hvor vi gestikulerer med hinanden«, siger Lars Løkke Rasmussen og understreger:
»Derfor hører hverken burka eller niqab hjemme i det danske samfund«.
Ikke én niqab i folkeskolen
En ny rapport fra Københavns Universitet viser, at ganske få kvinder i Danmark går i burka, mens antallet i niqab ligger på et par hundrede.
Der er siden fra politisk side sået tvivl, om det også er de rette tal.
Men antallet er ikke det afgørende for regerigen, understreger Lars Løkke Rasmussen.
»For nu at skære det ud i pap: Hvis der opstod en situation, hvor min søn blev undervist i den danske folkeskole af en lærer, der var i niqab, så er jeg forsvindende ligeglad med, om det var en skæbne, han delte med tre eller tre hundrede folkeskoleklasser i Danmark. Det er én niqab for meget«, siger statsministeren.
Det er endnu ikke afklaret, hvornår regeringens burkaudvalg har færdiggjort sit arbejde.




























