Finanslovsforhandlinger går ind i afgørende fase

Lyt til artiklen

Regeringen og de partierne, der formentlig vil blive enige om næste års finanslov, har sat sig til forhandlingsbordet for at løse de sidste knaster.

Mere end en time efter mødets planlagte start er Dansk Folkeparti mødt op på finansminister Claus Hjort Frederiksens (V) kontor, hvor også kristendemokraten Per Ørum Jørgensen for længst har indfundet sig.

LÆS OGSÅ DF kommer for sent til afsluttende forhandlinger

DF-lederen, Pia Kjærsgaard, afviser, at den store forsinkelse skyldes, at der er krise i forhandlingerne.

»Slap dog af. Vel er der da ej. Hvorfor skulle der være det?«, siger Kjærsgaard, da hun, Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl endelig møder op i Finansministeriet.

Papirerne skal jo læses
Støttepartiet har blot haft brug for at få læst papirerne ordentligt igennem. Særligt papirer og beregninger om ghettoplanen har Dansk Folkeparti haft behov for at kigge nærmere på.

»Vi har jo ikke så meget tid for os selv i dette her forløb, og en gang imellem skal vi tre sætte os sammen og kigge på papirerne. Nej nej, der er ingen krise overhovedet«, slår Pia Kjærsgaard fast.

Sideløbende med de centrale finanslovsforhandlinger i Finansministeriet forhandler regeringen, Dansk Folkeparti og de radikale forhandler netop nu om ghettoplanen i Socialministeriet. Inden en endelig finanslovsaftale kan falde på plads, skal de forhandlinger være afsluttet. Derudover arbejdes der også på en vækstpakke for erhvervslivet, som også skal landes, inden næste års finanslov er klar.

Kan trække ud

Tidligere var forventningen, at finanslovsaftalen kunne falde på plads i løbet af eftermiddagen, men ifølge Pia Kjærsgaard kan det godt trække ud.

»Der er flere ting, der hænger, men vi vil gå ind og bestræbe os på at arbejde seriøst. Om vi bliver færdige i dag, kan jeg ikke sige, men vi har ikke mere travlt, end at ellers står vi her igen i morgen«.

LÆS OGSÅ Ghettoer og erhvervsliv driller stadig politikerne

Per Ørum Jørgensen sidder som Kristendemokraternes eneste folketingsmedlem på det afgørende mandat, der sikrer regeringen og Dansk Folkeparti flertal for finansloven.

I dagens forhandlinger vil han fortsat kæmpe for flere penge til de socialt udsatte.

»Regeringen mangler at komme på banen med noget konkret«, siger Per Ørum Jørgensen, der i øvrigt også stiller krav om, at planlagte besparelser på fri-, efter- og højskoler droppes.

Marie Hjortdal

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her