Dokumentation: Læs regeringens SU-udspil

Lyt til artiklen

Regeringen vil gennemføre en reform af SU-systemet.

Forslaget fra Venstre og Konservative har syv hovedpunkter:

• Regeringen vil indføre start-SU samt studiestartslån, så de studerende får mulighed for en god studiestart.

• En kontant bonus til studerende, der starter tidligt og bliver hurtigt færdige med studierne.

• Lån på attraktive vilkår til betaling af studieafgifter for unge, der gerne vil studere i udlandet.

• Forhøjelse af fribeløbet med 2.500 kroner, så studerende i videregående uddannelser får frihed til at tjene flere penge uden at blive modregnet i SU.

• Målretning og fremrykning af 1,08 reglen, så den gælder, når videregående uddannelser påbegyndes inden for et år efter den adgangsgivende eksamen. Reglen giver unge, der hurtigt begynder uddannelse, en mulighed for at gange deres karaktergennemsnit fra ungdomsuddannelsen med 1,08 og dermed opnå adgang til flere videregående uddannelser.

• Reduktion af andelen, der optages via kvote 2 på visse uddannelser.

• Begrænsning af SU til den tid, uddannelsen er normeret til. SU’en stoppes efter seks måneders forsinkelse.

Arbejdsudbuddet styrkes med 4.000 personer
Ifølge regeringen vil reformen styrke de offentlige finanser med cirka en milliard kroner. Samtidig vil arbejdsudbuddet blive øget med cirka 4.000 personer.

Nogle af de sparede penge - besparelsen på afskaffelsen af SU til hjemmeboende - vil regeringen i stedet kanalisere ud til folkeskolen, hvor de skal sikre længere undervisningsdage i indskolingen.

150 millioner afsættes til økonomisk udsatte

Når SU'en til hjemmeboende bortfalder, vil nogle komme i økonomiske problemer. For at tilgodese unge fra hjem, der har det økonomisk svært, afsætter regeringen 150 millioner kroner.

Der afsættes yderligere 25 millioner kroner til supplerende støtte målrettet de unge, der har lang transport til nærmeste ungdomsuddannelse.

Regeringens forslag skal forhandles med de radikale og Socialdemokraterne, der er med i det nuværende SU-forlig.

Marie Hjortdal

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her