VK-pengemænd får tre millioner i statshonorar

dobbeltrolle. Fritz Schur leder Den Liberale Erhvervsklub, der sender penge til Venstre. Han fik sidste år honorarer på 1,4 millioner kroner for bestyrelsearbejde i statslige selskaber.
dobbeltrolle. Fritz Schur leder Den Liberale Erhvervsklub, der sender penge til Venstre. Han fik sidste år honorarer på 1,4 millioner kroner for bestyrelsearbejde i statslige selskaber.
Lyt til artiklen

To magtfulde erhvervsmænd samler penge ind til Venstre og Konservative samtidig med, at de af regeringen er udpeget til særdeles lukrative bestyrelsesposter. I 2009 modtog Fritz Schur og Henning Kruse Petersen tilsammen mere end tre millioner kroner i honorar for en række formandsposter i offentlige selskaber, hvor staten har hel eller delvis indflydelse på bestyrelsessammensætningen. Det fremgår af et notat fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) til Folketingets Finansudvalg på forespørgsel fra Socialdemokratiet. Notatet kortlægger for første gang de to kendte pengemænds statslige bestyrelseshverv. Eksperter: Dobbeltrollen er problematisk Dobbeltrollen som både VK-pengebagmænd og regeringsudpegede bestyrelsesformænd er problematisk, mener flere eksperter. »Her opstår der en klar mistanke om kammerateri, hvor man vælger politiske bonkammerater til vigtige poster. Det er fuldstændig uacceptabelt«, vurderer professor i selskabsetik på CBS, Ole Thyssen. Henning Kruse Petersen er medlem af Det Konservative Folkepartis hovedbestyrelse og formand for erhvervsklubben C-Business, der samler penge ind til de konservative, mens Fritz Schur leder en af Venstres pengedonorer, Den Liberale Erhvervsklub.

LÆS ARTIKEL Hemmelig partistøtte får massiv kritik

For de magtfulde formandsposter i blandt andet selskaberne Sund & Bælt Holding, Finansiel Stabilitet og Roskilde Bank løb Henning Kruse Petersens honorar sidste år op i mere end 1,7 millioner kroner. Fritz Schur kunne tilsvarende sætte godt 1,4 millioner kroner ind på bankbogen for formandsposterne i Dong Energy, Posten Norden og SAS.

Fritz Schur har før været i vælten for sin dobbeltrolle. I 2007 kritiserede socialdemokraterne Fritz Schur for at sidde på for mange givtige bestyrelsesposter. Dertil svarede regeringen, at Schur også blev valgt til flere poster under den tidligere Nyrupregering. Siden er erhvervsmandens vederlag imidlertid steget, ligesom han er blevet forfremmet til formand for både Posten Norden og SAS.

Større gennemsigtighed

Udviklingen og de store beløb gør sagen prekær, vurderer professor i selskabsret ved Aarhus Universitet, Steen Hildebrandt.

»Det er farligt at knytte de to ting sammen. Problemet er, at man kan beskylde dem for i deres arbejde at støtte regeringens partier, fordi det er regeringen, der udpeger dem til bestyrelsesposterne. For mig er det afgørende, at der er større gennemsigtighed«, forklarer han.

Skatteordfører for SF, Jesper Petersen, mener, at man ikke kan være partipolitisk fundraiser og tjene store summer som regeringsudpeget bestyrelsesformand på samme tid: »Det lugter langt væk af kammerateri, og at Venstre med vilje udpeger folk ud fra, hvem der har det bedste netværk til at samle ind til Venstre og Konservative, og ikke, hvem der er mest kvalificeret til posten«, lyder den skarpe kritik.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her