Hvis Lene Espersen ikke får gjort de konservative mere populære – senest på valgdagen – skal hun erkende nederlaget og trække sig som formand. Det mener 35 procent af de formænd i de konservative vælgerforeninger, som har svaret i en rundspørge fra Politiken Research.
LÆS ARTIKEL Forsker: Lene E's vælgerkrise fortsætter på trods af ros
»Hvis det ikke lykkes at levere den konservative fremgang, hun selv har sat op som målsætning, kan man vel godt tillade sig at sige, at så er hun ikke en succes, så er hun en fiasko. Hvis hun er en fiasko, er hun til skade for det parti, hun står som leder af. Og så må hun gå af. Sådan er det i alle andre henseender. Hvis man ikke leverer på sit job, er der risiko for, at man bliver fyret, hvis man ikke selv går i tide«, siger Per Hatting, formand i Glostrupkredsen.
Ligner en fiasko
Han øjner ikke meget håb for de konservative ved det kommende valg.
»Meningsmålingerne er jo historisk ringe. Det er ikke i sig selv afgørende, for de er jo kun en pejling, men efter valget vil man kunne se, om det har været en succes eller en fiasko. Lige nu ligner det en fiasko. Og uanset om man synes, det er urimeligt, er der ophobet sager, som hun har håndteret ringe. Derfor ser det voldsomt svært ud nu, og vi ligger desværre, som vi selv har redt. Nu handler det om at begrænse skaderne«, siger Per Hatting.
LÆS ARTIKELLene E.: Jeg bliver som leder - og vi bliver i regeringen Da Lene Espersen overtog formandsstolen efter Bendt Bendtsen i 2008, var forventningerne i partiet, at hun ville kunne løfte vælgertilslutningen over de 10 procent, som Bendtsen stabilt havde ligget på.




























