Regeringen er godt på vej til at opføre rød-hvide bomme, stoplys og skilte, der på tysk beder bilister stoppe ved den dansk-tyske grænse. Mens både Folketinget og en række EU-lande diskuterer den kommende danske grænsekontrol, og regeringen afviser, at der bliver tale om grænsebomme, har Vejdirektoratet 5. maj sendt opgaven med at opføre et anlæg til grænsekontrol på motorvejen i Frøslev i udbud.
LÆS ARTIKEL Per Ørum sikrer kontroversiel grænsekontrol
Projektet blev aftalt i 2008 som led i en finanslovaftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Ny Alliance for »at styrke kontrollen ved grænseovergangen« og »bekæmpelsen af menneskesmugling og smugling af narkotika«.
10 mio. kr. er afsat
Partierne afsatte 10 mio. kr. til anlægget, der i følge udbudsmaterialet blandt andet skal indeholde »2 bomme« og »2 L-master med stopblink«. De rød-hvide bomme skal være henholdsvis 4 og 3,5 meter lange og dække hele vejbanen og nødspor. Der er indgået en samarbejdsaftale mellem Danmark og Tyskland om anlægget.
Alligevel afviste finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i går kategorisk, at der ville blive sat grænsebomme op som led i den nye aftale med Dansk Folkeparti.
»Jeg kan jo høre i mange af jeres reportager, at der tales om grænsebomme. Er der noget, der ikke er tale om, er det grænsebomme«, sagde finansministeren.
LÆS ARTIKELEU-ekspert: Ørums håndsrækning er fis i hornlygte
»Det er absurd«, mener EU-rets-ekspert, professor Marlene Wind fra Københavns Universitet.
»Ingen ved tilsyneladende noget om, at anlægget er sendt i udbud, og det lyder som en ret massiv foranstaltning, der er aftalt i et godt samarbejde med Tyskland«.
Praksis er afgørende
Ifølge Wind kan man ikke ud fra anlæggets udseende afgøre, om det er i strid med den såkaldte Schengen-aftale, som sikrer åbne grænser mellem medlemslandene: »Det kommer an på, hvordan man udmønter det i praksis«.
Anlægget skal gøre det lettere og mere sikkert for tolderne fra Skat at udføre stikprøvekontrol ved grænsen.
I dag må tolderne stille sig i vejkanten med lamper for at tvinge bilisterne, der kommer med 110 km i timen, ned i fart, før de vinker dem ind til toldkontrol. Regeringen: Ingen pas- og personkontrol




























