Ministre savner også et projekt fra Helle Thorning

Det er ikke kun statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) bagland uden for Christiansborg, som efterlyser, at regeringen får et mere klart projekt, der tydeligt adskiller den nye regering fra den tidligere. Også internt i regeringen er der sure miner over et manglende fælles projekt. Ingen tør endnu sige det højt, men flere ministre er frustrerede over den kløft, der er opstået mellem top og bund i regeringen. Ministrene i toppen af regeringen – det vil sige dem, der sidder i regeringens koordinationsudvalg og økonomiudvalg – har sat sig for tungt på magten, lyder det. Det er toppen af de tre partier og stort set det samme hold, som kæmpede i ugevis med at få et regeringsgrundlag på plads i det såkaldte Sorte Tårn i Ørestad. Hos Socialdemokraterne udgøres toppen af statsminister Helle Thorning-Schmidt, finansminister Bjarne Corydon, justitsminister Morten Bødskov og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Hos SF’erne er det skatteminister Thor Möger Pedersen, der sammen med de noget vingeskudte Villy Søvndal og Ole Sohn sætter kursen. Og hos de radikale har Margrethe Vestager og Morten Østergaard sat sig tungt på magten. Sammen udgør de ni ministre den centrale del af regeringen. Det er der som sådan ikke noget usædvanligt i. Enhver regering har brug for en beslutningsdygtig kerne, som ikke sætter alle beslutninger i plenum. Problemet er, at en del af det øvrige ministerhold føler sig sat så meget udenfor, at de er i tvivl om, hvilken vej de skal gå for at følge regeringens projekt. Virkelighedsfjern fortælling Man skal ikke langt fra Statsministeriet, før der bliver vendt øjne, når statsminister Helle Thorning-Schmidt siger, at det går godt i regeringen, og at regeringen er i arbejdstøjet. For også internt i regeringen savner man et mere samlende projekt. Frustrationen grunder i, at ministrene har ventet ti år på at få magten, og når den så endelig kommer, er de ivrige efter at få den forløst. Der er stor irritation over, at SF’ernes personsager har fyldt så meget i regeringens første tid. At regeringstoppen ikke fik kommunikeret mere klart, hvad den ville fra dag et, så løftebrudsdiskussionen blev så massiv. Og at Statsministeriet ikke har været mere offensiv i at få omsat regeringsgrundlaget til en overordnet fortælling, men holdt sig til den – for nogle i regeringen – virkelighedsfjerne fortælling om, at alt går strygende. Men frustrationerne handler om mere og andet end blot begynderproblemer. For nok brugte regeringstoppen dagene i tårnet til at komme tættere på hinanden og slibe kanterne af, men i resten af regeringen mangler korpsånden. Inden regeringen blev dannet mellem S, SF og de radikale, havde Socialdemokraterne og SF en ganske god idé om, hvad deres projekt var, og de to partiers ordførere samarbejdede tæt. De radikale stod efter eget ønske uden for det tætte samarbejde, og tonen mellem de tre partier var ikke altid god. S og SF var villige til at indgå kompromiser for at gøre regeringsalternativet klart for vælgerne. De radikale troede derimod på at promovere deres egen politik. Efter valget skulle de tre partier finde hinanden, og det betød, at store dele af Socialdemokraterne og SF’s forarbejde blev smidt på gulvet. Så hvad er projektet med de radikale? Ministermøderne er, som de altid har været, rene overleveringsforretninger, hvor der ikke er tid til at diskutere politik, og indtil videre har ingen formået at gøre regeringsgrundlaget til en overordnet fortælling. Den opgave ligger hos Helle Thorning-Schmidt. Det er hende, der som leder har ansvaret for at udstikke en retning. Flere ministre efterlyser samtidig bedre kommunikationsveje, så det er klart for dem, der ikke sidder i koordinationsudvalget, hvad regningen tænker eller skal tænke om et givent emne. Risikoen er, at en del af Thorning-Schmidts regering bliver handlingslammet, fordi flere ministre er i tvivl om, hvilken retning de skal gå, og at der derfor kommer til at gå endnu længere tid, før et klart projekt slår igennem hos vælgerne. Godt nok er der god tid til næste valg, men lige nu har regeringen også et stort arbejde foran sig med at hive de vælgere, som er gået til de borgerlige partier – i høj grad Lars Løkkes Venstre – tilbage over midten. EU skygger for projekt Thorning og resten af regeringstoppen har brugt masser af tid på at forberede sig på EU-formandskabet de første måneder i regering. Imens har resten af holdet ventet på en retning, som ikke er kommet. Det er da heller ikke fællesskabsfølelsen, der præger retorikken internt i regeringen. Her taler især de radikale og SF om hinanden, som om de stadig var i opposition og ikke indgår i den samme regering. Det er endnu en grund til at få defineret et klart projekt for Thornings regering. Første chance for at sætte en klar linje fra statsministeren er selvfølgelig nytårstalen, hvor en Megafonmåling i Politiken viste, at vælgerne ønsker sig klar socialdemokratisk tale fra statsministeren. I det nye år venter en række reformer, som for alvor kan skabe retning for regeringen. Derfor er det vigtigt for statsministeren, at reformerne får en fordelingsprofil, så vælgerne reelt kan se, at den nye regering har en anden profil end den tidligere. Det arbejde begynder med ministerholdet, men ender hos vælgerne. De seneste dage har Politiken bragt historier om et skuffet bagland, som ikke fik det, de forventede. Thornings held er, at hun har flere år til at genvinde vælgerens tillid. Men før det sker, har hun brug for en klar politisk linje, der forener hele regeringen fra SF til de radikale. Det arbejde har hun ikke god tid til. Det haster.