Statsministeren leverede flotte ord uden indhold

Statsministeren holdt den defensive stil i nytårstalen og undlod at lancere et fælles projekt for regeringen og give løsninger på den økonomiske krise, som danskerne synker længere og længere ned i, selv om det har været et udtalt ønske fra hendes egne. Det står således endnu ubesvaret tilbage, hvad statsministeren ønsker med den magt, danskerne har givet hende. Når det er sagt, var det en flot tale, som statsminister Helle Thorning-Schmidt leverede som sin første bag skrivebordet på Marienborg. Retorisk og formmæssigt havde den en storhed, der viste, at Thorning er en dygtig retoriker, som brænder igennem på en tv-skærm. Men bag de flotte ord manglede svar på, hvad der konkret skal få Danmark ud af krisen. Mest af alt var talen en lang forventningsafstemning med vælgerne: Det går dårligt, og det kommer ikke til at gå bedre den første lange tid. Hverken i forhold til den økonomiske situation eller de virkemidler, som regeringen vil tage i brug for at holde Danmark på ret kurs. Nytårsdag var der med andre ord rigtig lang tid til næste fest. Kriseretorikken havde derfor fået et ordentligt nøk opad. Væk var fokus på investeringer, kickstart og optimisme. Nu handlede retorikken om besparelser og nedskæringer. Nye økonomiske toner fra statsministeren, der gik til valg på en anden økonomisk politik end de borgerlige, som netop ville spare sig ud af besværet. Når statsministeren maler så sort et billede af fremtiden, handler det om ikke at skuffe vælgerne mere, end de allerede er. Løftebrudsdiskussionen har været skadelig nok, og Thorning ved, at hun kommer til at træffe flere upopulære beslutninger med de reformer, der ligger i kalenderen for 2012. En reform af fleksjob, førtidspension og kontanthjælpen kommer til at ramme egne vælgere, hvis ændringerne skal give de penge i kassen, der er det vigtigste mål. Derfor kan man lige så godt forberede vælgerne på, at det kommer til at gøre ondt. For der er ingen vej uden om besparelser, også i det offentlige, og løntilbageholdenhed i forårets overenskomstforhandlinger. »Regningen er ikke betalt«, sagde Thorning-Schmidt som et direkte svar til tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der inden valgkampen aflyste krisen og erklærede, at »regningen er betalt«. Samlende fortælling Helle Thorning-Schmidt gav ikke vælgerne svar på, hvad hendes politiske projekt for Danmark er. Men hun gav rammerne for en værdidebat, som kan samle de tre regeringspartier. Den gamle socialdemokratiske parole ’ret og pligt’ var et gennemgående tema for talen. Og budskabet nåede næsten Kennedy-højder, da statsministeren sagde: »Vi skal yde det, vi kan til fællesskabet. Ingen skal bare kræve. Enhver må spørge sig selv. Hvad kan jeg gøre?«. Referencen var tydelig til John F. Kennedys tale fra 1961, hvor ordene lød: »Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig – spørg, hvad du kan gøre for dit land«. Thorning tog dermed for alvor ejerskab til den ret og pligt-diskussion, som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og socialminister Karen Hækkerup (S) primært har været bannerførere for. Det er godt set af statsministeren, fordi alle tre regeringspartier kan samles om en fortælling, der handler om at træffe de rigtige og hårde økonomiske beslutninger, men at det skal ske for at gavne fællesskabet og solidariteten. Statsministeren var ikke bleg for at give dem, der kan yde mere, et los bagi og bede dem om at bidrage endnu mere. Men hun var også bevidst om at holde fast i det socialdemokratiske menneskelige ansigt og understrege, at den politik ikke betyder, at man skal tale ned til de mennesker, som ikke kan forsørge sig selv, men har brug for hjælp. Alt andet ville ikke bare have stødt egne vælgere, men også stemmer hos SF og ikke mindst hos støttepartiet Enhedslisten. Det var generelt for talen, at den var svær at slå sig på, og den blev aldrig så direkte, som da Poul Schlüter (K) i 1988 var inde på samme tema, men i mere bramfrie vendinger, da han sagde: »Jamen, hvad er der da galt med Danmark? Det skal jeg såmænd sige Dem: Vi er for langsomme til at tage os sammen – og for hurtige til at slappe af. Vi er forvænte, sorgløse og urealistiske«. Selv om talen ikke var hårdtslående eller konkret, klædte det statsministeren ikke bare at stå ved en mere klar socialdemokratisk retorik, men også at sætte fokus på kvindernes historie i hendes familie for derved at stå ved, at hun har skrevet kvindehistorie med sin plads i Statsministeriet, og at kvindernes øgede indflydelse gennem generationer også er en fortælling om Danmarks udvikling. Et faktum, som statsministeren ellers ikke har ønsket at gøre noget særligt ud af. Helle Thorning-Schmidt er ofte blevet kritiseret for ikke at vise nok personlighed, og selv om nytårstalen ikke just er den mest afslappede ramme til det formål, hjalp historien om kvinderne i familien hende et lille stykke på vej. EU på et sidespor Hvad statsministeren til gengæld ikke mere end lige stod ved, var rollen som EU-formandsland, som Danmark i går overtog. Kun ganske få, overordnede afsnit havde EU-rollen fået i talen, og det gjorde statsministeren klogt i. For de fleste danskere er formandskabet en formel ligegyldighed, som i hvert fald ikke flytter mange stemmer. Derfor skulle statsministeren satse, som hun gjorde, på den indenrigspolitiske bane. Og hun fik skabt en stemning om, hvilken retning hun ville gå, og at den økonomiske værdidebat skal være præget af en diskussion om ret og pligt for at sikre fællesskabet. Men der var ingen større fortælling eller vigtigst af alt svar på, hvad statsministeren egentlig vil med magten.