SF's valgløfter skal genoplive Villy-effekten

Da Socialdemokraterne og SF i maj fremlagde deres økonomiske 2020-plan, kom Helle Thorning-Schmidt (S) med en fortalelse. »Jeg mener, at alle burde stemme på Socialdemokratiet. Jeg er sikker på, at Villy har det på samme måde«, lød det fra den socialdemokratiske formand, indtil det gik op for hende, at det nok var skudt lidt ved siden af, og hun med undskyldende grin måtte beklage til SF’s formand. Der blevet grinet ad fejlen på pressemødet, men for SF var det alligevel ikke kun sjovt. Risikoen for, at vælgerne glemmer, hvorfor de skal stemme på et parti, der bliver opfattet som et socialdemokratisk appendiks i en ny regering, er bestemt til stede. SF’s mål ved det kommende valg er at overgå den historiske fremgang ved valget i 2007, hvor 13 pct. af vælgerne satte kryds ved Villy Søvndals SF. I krogene håber man på at slå tidligere formand Gert Petersens rekord fra 1987 på 14,6 pct. og samtidig komme i regering. I de seneste målinger har partiet ligget lige omkring valgresultatet og været langt fra de unaturlige 20 pct., som partiet snusede til, da Villy-effekten var på sit højeste i 2009 og Hizb-ut-Tahrir skulle »skride ad helvede til«. Men partiet toppede for hurtigt, luften gik af Villy-effekten, og internt i partiet begyndte man at bekymre sig om, hvorvidt vælgerne så SF som et selvstændigt parti eller bare et vedhæng til en socialdemokratisk regering. Samtidig oplevede SF i foråret, hvordan den største interesse samlede sig omkring Socialdemokraterne og Helle Thorning-Schmidt, da de to partier fremlagde en fælles økonomisk 2020-plan. SF fik ikke lige så meget ud af den fælles sag. 12 kontrakter med vælgerne Derfor bruger SF i dag sit sommergruppemøde på at lancere 12 mærkesager, som er SF’s aftryk på en S-SF-regering, og som Villy Søvndal i bedste foghske kontraktpolitikstil lover gennemført inden for den første valgperiode. Hos Socialdemokraterne har man forståelse for, at SF bliver nødt til at skabe sig en mere selvstændig profil. SF har bedre muligheder for at tiltrække førstegangsvælgere og andre unge vælgere, socialt bevidste borgerlige og for at trække nogle af de vælgere tilbage, som er smuttet til Enhedslisten den senere tid. Vælgere, som alliancen nødig vil tabe. Det er en balancegang for SF at stikke næsen frem til et soloshow. De seneste år har partiet brugt al sin energi på at etablere et tæt samarbejde med Socialdemokraterne. Aksen har stemplet SF som regeringsdueligt, og sammenholdet er afgørende for, at det lykkes at vinde magten. Derfor har SF ikke kunnet tillade sig at satse på selvstændige mærkesager før nu, hvor basen er endeligt etableret. Når SF ønsker at profilere en selvstændig linje, kan partiet derfor ikke gøre som de radikale og satse på at lancere forslag, der skaber uenighed mellem S og SF. Det ville skabe overskrifter i aviserne, men gå stik imod fortællingen om et reelt alternativ. P artiet ønsker heller ikke at gøre som de konservative, som set med SF-briller i for høj grad har fokuseret på det, som de ikke har fået i regeringssamarbejdet, frem for på de sejre, de har opnået. SF’s opskrift er derfor større fokus på netop de fingeraftryk, som er i tråd med partiets kerneværdier, og som partiet ved er realiserbare i en ny regering. Målene er selvfølgelige nøje afstemt med Socialdemokraterne. Med den løsning har SF valgt den sikre løsning for projektet, men en løsning uden stor gennemslagskraft. Større styrke i regeringen De ekstra stemmer, som SF håber at få på den nye strategi, skal bruges til at få den størst mulige styrke i en ny regering. Selv om samarbejdet med Socialdemokraterne er godt og tæt, så er der for SF en klar risiko for, at Socialdemokraterne bliver for stærke i et regeringssamarbejde. Antallet af mandater afgør styrkeforholdet, når der skal fordeles ministerposter og skrives et regeringsgrundlag. Skræmmeeksemplet er SF’s søsterparti i Norge, som mistede mandater og derefter regeringsindflydelse. Men SF’erne behøver ikke at kigge så langt. De konservatives rolle i regeringen viser med al tydelighed, at en for stærk regeringspartner kan være ødelæggende for et parti. Endelig virker løfterne som en forventningsafstemning med SF’s bagland. Baglandet kan blive stærkt problematisk for SF, hvis partitoppen indtræder i en ny regering. Især den del af SF-baglandet, som har været i partiet, inden regeringsdrømmene kom til, har en klar forventning om, at regeringsdeltagelse er lig med masser af ægte SF-politik. Det er guleroden for at have ædt værdipolitiske kameler af hensyn til Socialdemokraterne. Men der er stor sandsynlighed for, at SF-baglandet bliver godt skuffet, når den realpolitiske virkelighed rammer. De 12 mål sender et signal om, hvad SF kommer til at bruge kræfter på og kan gennemføre – og viser samtidig alt det, hvor baglandet ikke skal forvente sejre, når partiet trods egne mærkesager og selvstændig linje ikke kan blive andet end lillebror i en ny regering.