Midten i dansk politik er igen aktiveret

De havde hænderne over hovedet i går hos Socialdemokraterne, da Margrethe Vestager (R) og Lars Barfoed (K) indgik en ny alliance, der med ét genaktiverede den midte i dansk politik, som har ligget i kunstigt koma de seneste ti år. Når Helle Thorning-Schmidt er særligt tilfreds med udsigten til et samarbejde med de konservative, skyldes det flere ting. For det første kan Barfoeds rækken ud efter rød blok opfattes, som om de konservative har opgivet at vinde regeringsmagten med Venstre og i stedet satser på et fremtidigt samarbejde med Margrethe Vestager og Helle Thorning-Schmidt. For det andet cementerer budskabet billedet af nedsmeltningen i blå blok, der nu næsten ikke kan tøjle deres trang til at ryge i totterne på hinanden. Det er da også den konservative formand, der satser mest ved at indgå alliancen med Vestager, fordi han vender ryggen til det samarbejde, han selv har været en del af de seneste ti år. Et signal, der irriterer Venstre og Dansk Folkeparti voldsomt. Ikke desto mindre var det på Barfoeds initiativ, at han og Margrethe Vestager for nogen tid siden begyndte at drikke kaffe sammen jævnligt. Og det var på et sådant kaffemøde for knap et par uger siden, de to partiledere blev enige om at gå ud med det fælles budskab. Offensiv nødvendig For de konservative er offensiven nødvendig. Det seneste år har valgkampen været i gang og handlet om den økonomiske politik og konservative mærkesager som reformer, efterløn og skat, uden at det har gjort en stor forskel i målingerne. En offensiv var nødvendig, hvis ikke alt skulle være status quo på valgdagen. Derfor har det været vigtigt for Lars Barfoed, at alliancen blev kendt tidligt i valgkampen, så vælgerne har tid til at vænne sig til tanken om, at midten igen er aktiveret i dansk politik. Det er de skeptiske borgerlige midtervælgere, som vakler mellem Venstre, Liberal Alliance, Konservative og de radikale, som de to partiledere nu forsøger at appellere til. De borgerlige vælgere, som er trætte af Pia Kjærsgaard, skal have et argument for at stemme på de konservative, og de, der hælder til rød blok, men er nervøse for S og SF’s økonomiske politik, skal føle sig mere sikre ved at stemme på de radikale, efter at de også har lovet de konservative indflydelse på fremtidige finanslove. Med budskabet viderefører Barfoed den udvikling af partiet, han har forfulgt i sin tid som formand. Først talte han om muligheden for, at de konservative kan stå uden for en borgerlig regering. Så gentog han, at Dansk Folkeparti ikke kan sidde i regeringen med de konservative, og endelig ønskede han et opgør med blokpolitikken og understregede, at de konservative vil være mandater, der arbejder under en rød regering. De forskellige budskaber ligger helt i tråd med Lars Barfoeds personlige overbevisning om at bevæge de konservative i den socialkonservative retning, der hellere samarbejder på midten end med Dansk Folkeparti. M anøvren har for en kort stund sat præsidentvalgkampen mellem Lars Løkke Rasmussen (V) og Helle Thorning-Schmidt (S) på standby og rettet fokus ind mod midten af dansk politik. Et fokus, der kan blive en udfordring for SF, som i forvejen kæmper for ikke at blive klemt bag Socialdemokraterne i S-SF-aksen. Socialdemokraterne har længe drømt om et tæt samarbejde med de konservative i en ny regering. Dels vil det indfri Socialdemokraternes løfte om et bredt samarbejdende Folketing, men det vil også betyde, at en rød regering helt vil kunne udelukke Dansk Folkeparti fra indflydelse og samtidig være mindre afhængig af Enhedslisten i økonomiske spørgsmål. Det er særligt Lars Barfoeds person, der har givet S, SF og de radikale forhåbninger om, at det kan lykkes. I modsætning til med forgængeren Lene Espersen har oppositionen den opfattelse, at de let kan stole på og samarbejde med Lars Barfoed, som de gerne hælder beskrivelser som ’troværdig’, ’tillidvækkende’ og ’politiker frem for taktiker’ ud over. S vil give Barfoed platform Socialdemokraterne er også villige til at betale pænt for at få Barfoed med om bord som støtteparti. Platformen som erhvervslivets parti kan blive hans, hvis han mener samarbejdet alvorligt, lyder det. Det afgørende er, at Barfoed ikke får nogen form for vetoret, for en borgerlig regering kan ikke leve med at give store indrømmelser til en partner i den blå blok, som de har forsøgt at bekæmpe gennem ti år. Og der er da også masser af problemer at spore, hvis den røde blok skal udvides med de konservative som støtteparti efter et valg. For nok kan man blive enige om emner som erhvervspolitik, energipolitik og EU-støtten til landbruget, men langt værre ser det ud, når det gælder et kerneområde som skattepolitik, hvor Barfoed og Vestager vil have skattelettelser, mens S og SF vil øge skatterne. Et andet centralt tema er udlændingepolitikken, hvor oppositionen vil fjerne de fattigdomsydelser, som VK-regeringen har vedtaget. Før det bliver til virkelighed, skal vælgerne sætte deres kryds, og vi har endnu tilbage at se, hvordan de reagerer på den nye alliance i dansk politik, som igen har vakt midten i dansk politik til live.