Johanne får ikke fuld valuta for mandaterne

Da Enhedslisten i går præsenterede sit valgoplæg, sad politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen ved et stort bord med hvid dug. Hun var flankeret af to politiske løjtnanter og havde store plakater bag sig, mens hun remsede op af valgoplægget ’Et retfærdigt Danmark’, der var omdelt til journalisterne på glittet papir. At være til pressemøde hos Enhedslisten var som at være til pressemøde hos alle andre partier. Det er ikke tilfældigt, at Enhedslisten efterhånden har skiftet protesterne fra 90’erne ud med pragmatisme. Tværtimod er det en klar strategi for partiet at skeje ud på politikken, men ikke på formen. De seneste år har partiet fået et egentligt ledelsesansigt i Johanne Schmidt-Nielsen, og partiet har besluttet, at det vil stemme for finansloven. Fortællingen er, at vælgerne skal kunne stemme på Enhedslisten uden at blive sat i bås med sære venstrefløjsattituder. Det har været nødvendigt for at tiltrække SF-vælgere, der en overgang ikke kunne se sig selv gå længere til venstre end til Villy. Det tør de nu. Fra fire til ti mandater
I den seneste Megafon-måling står partiet til hele ti mandater, hvilket gør Johanne Schmidt-Nielsens parti større end både de konservative og Liberal Alliance. De færreste tror, at valgresultatet ender så højt, men udsigten til en væsentlig større folketingsgruppe er reel. Desværre for Johanne Schmidt-Nielsen kommer hun ikke til at få fuld valuta for sine ekstra mandater. Socialdemokraterne og SF vil gerne have et fint og stabilt samarbejde med Enhedslisten, men når det kommer til den afgørende økonomiske politik og finanslove, vil særligt Socialdemokraterne hellere lave forlig med de radikale og konservative. Ikke mange målinger spår rent rødt flertal uden de radikale, og derfor står Johanne Schmidt-Nielsen ikke i samme stærke forhandlingsposition, som Pia Kjærsgaard i dag gør i blå blok. Men Enhedslisten vil gøre, hvad de kan, for at komme med i forlig og aftaler. Efter ti år i opposition er indflydelsen inden for rækkevidde. Og en række politikområder vil blive spillet ind i forhandlingerne. Beskæftigelsespolitikken er et af partiets absolutte kerneområder. De arbejdsløse skal have en højere overførselsindkomst, og uligheden skal mindskes. Her spiller også skattepolitikken ind: Partiet ønsker at beskatte halvmillionærerne, de multinationale selskaber og bankerne mere. Også klimapolitikken er en hovedprioritet. Partiet ønsker klimamålsætninger skrevet ind i en vækstplan og en ny havvindmøllepark om året. Det er særligt de økonomisk tunge ønsker, som vil give Enhedslisten problemer. Dels fordi aftalerne skal laves sammen med de radikale. Dels fordi der ikke vil være mange penge at dele ud af under en økonomisk krise. Og så har partiet en principbeslutning, som betyder, at det ikke må stemme for forringelser, når det gælder f.eks. beskæftigelse, miljø, klima eller udviklingsbistand. En joker for folketingsgruppen, som kan blive afskåret fra aftaler af en magtfuld hovedbestyrelse. Enhedslisten kan ende med at måtte læne sig op ad den strategi, som Dansk Folkeparti har forfulgt gennem de seneste ti år; indrømmelserne på finansloven behøver ikke koste meget, men de skal være symbolske. Derfor vil en finanslovsforhandling med Enhedslisten komme til at byde på værdipolitiske krav som børn ud af fængslerne, en lempeligere udlændingepolitik og en højere kriminel lavalder. Også i andre sammenhænge har venstrefløjspartiet skævet til Dansk Folkepartis succes som støtteparti. Pia Kjærsgaards evne til at støtte regeringen loyalt, men samtidig fastholde sin position som oppositionsparti, der gerne skælder ud på regeringen, inspirerer. Men inden en ny og større folketingsgruppe når så langt, skal rød blok vinde. Og Enhedslistens vokseværk vil uden tvivl blive genstand for kampagne fra de borgerlige partier, der vil minde tvivlerne om, at Helle Thorning-Schmidt skal regere på nåde fra den yderste venstrefløj i Folketinget. Her får partiets transformation ikke mange ord med på vejen. Men også internt i blokken er der en bekymring for, at retorikken i valgkampen kan blive for skinger, selv om facaden er blevet pæn. Forberedelser med Thorning Ikke desto mindre forbereder Helle Thorning-Schmidt sig på et samarbejde med Enhedslisten. Særligt gennem de seneste måneder har ledelserne i Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne mødtes og talt om, hvordan de første forhandlinger om et regeringsgrundlag, konstitueringer i Folketingets udvalg og forløbet omkring en første finanslov skal tilrettelægges. Enhedslisten har eksempelvis gjort klart, hvad de ikke bryder sig om i S og SF’s økonomiske plan ’Fair løsning’, og slået fast, at de kræver indflydelse for deres mandater. Problemet er bare, at partiet ikke har andre steder at gå hen, og derfor kan Thorning groft sagt tage mandaterne for givet. Og hvis Johanne Schmidt-Nielsen brokker sig for meget, kan Thorning i stedet kigge hen over midten til de radikale og konservative. Så nok har Enhedslisten lige nu vokseværk i meningsmålingerne, men indflydelsen vokser ikke i samme takt.