Lars Løkkes tid til forandring

Halvvejs gennem valgkampen har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) brug for at lytte til Venstres vinderslogan fra 2001: Tid til forandring. Venstre rykker langsomt frem i målingerne, men hvis Løkke skal gøre sig forhåbninger om at overhale oppositionen inden 15. september, så er tiden til en offensiv. Løkke har satset alt på at vinde valget på økonomisk troværdighed og med fremhævninger af, hvad regeringen allerede har besluttet. Men tanker om forandringer og nye ideer mangler, og den økonomiske fortælling er ikke nok til at overbevise vælgerne. Hvis den havde været det, havde stemmerne stillet sig anderledes i målingerne i løbet af det seneste år, hvor Lars Løkke og Helle Thorning-Schmidt (S) har fremført de samme, de samme og de samme argumenter for deres økonomiske prioriteringer. Derfor må statsministeren snart komme på banen med nye tiltag, hvis han vil vinde. Venstre har brug for, at valgkampen bliver mere nær og handler mere om familien Danmark end om kreditbureauers vurderinger af økonomien. Lysten til at ændre gear virker dog ikke stor i Venstre. Her mener man, det går roligt, men støt fremad, som det skal. Uroen har flyttet blok I første del af valgkampen har Løkke holdt sig i ro for ikke at skabe mere kaos end nødvendigt i den blå blok. Sammenbruddet i VKO-blokken har været det mest overraskende og markante skift i valgkampens første halvleg. Det har holdt Løkke tilbage fra store udmeldinger, men nu har uroen så småt lagt sig og har flyttet blok. Blandt andet fordi alliancen mellem de radikale og de konservative reelt kun holdt en uge. Da Lars Barfoed og Margrethe Vestager skød valgkampen i gang med løfter om samarbejde og opbrud i blokpolitikken, varslede de nye tider i dansk politik. Men alliancens tyngde blev voldsomt svækket, da de konservative nægtede at nikke til nogen af de forslag, som de radikale vil gøre til en ny regerings udlændingepolitik. Dermed er der kun den økonomiske politik tilbage, som de to parter i forvejen er meget enige om. Opbruddet på midten ligner halvvejs i valgkampen ord uden indhold. I den røde blok har Helle Thorning-Schmidt (S) derimod ikke tid til forandring. Hun burde i stedet prioriterer sin tid til ro. I valgkampens første uge førte hun en særdeles defensiv strategi, hvor hun satsede på at smutte ind i Statsministeriet, mens modstanderne havde travlt med at slås og derfor kiggede den anden vej. Så længe der var ro i egen blok, gik det meget godt. Men SF havde ikke nerverne til at holde hovedet koldt, da vælgerne begyndte at sive fra Villys succes til Enhedslisten og de radikale. Egentlig et luksusproblem, når rød blok fortsat står til føring i målingerne, men i stedet for at se et glas halvt fyldt med regeringsdeltagelse så SF-toppen et glas halvtømt for vælgere. Erfaringerne fra Norge – hvor S og SF også har et tæt samarbejde – viser, at et regeringssamarbejde koster stemmer, men når tilslutningen falder, allerede inden ministerbilerne er kørt frem, så rykker også frygten frem. Resultatet er, at S og SF nu har offentlige diskussioner om 24-års-regel og pointsystemer og dermed selv har sat det ømme punkt udlændingepolitik på dagsordenen. Med det samme er vælgerne begyndt at sive fra de to partier, som skal være de bærende i en ny regering. Det giver ikke bare Lars Løkke en bedre chance for at indhente oppositionen, men giver også Margrethe Vestager (R) flere muskler. Vestager vil spille med musklerne I en kommende regeringsdannelse vil Vestager ikke lade sig nøje med de to til tre ministerposter, hun egentlig var tiltænkt, hvis hun ender med at indtræde i en ny regering. Hvis de radikale ender med at blive næsten lige så store som SF, så skal der flere ministerbiler, tungere ministerier og mere indflydelse på regeringsgrundlaget til for at stille en stædig radikal forhandler som Margrethe Vestager tilfreds. Også derfor må SF og S få styr på sammenholdet, hvis magtforholdet internt i rød blok ikke skal ændre sig betydeligt. Men der skal noget til, for Margrethe Vestager rider lige nu på en bølge i valgkampen, som hun kun kan håbe ikke bryder for tidligt. Alliancen med de konservative satte fokus på de radikale, og Vestager har haft bedre held med at samle de tvivlende borgerlige vælgere op, der med alliancen fik en undskyldning for at stemme radikalt. Vestager er simpelthen bedre til at sælge billetter end Lars Barfoed, hvis ellers høje troværdighed i målinger ser ud til at have lidt et knæk, efter at han vendte ryggen til de partier, som han har samarbejdet med de seneste ti år.
Kampagne og udspil venter Snart går vi ind i valgkampens afgørende fase. Både Venstre og Socialdemokraterne har stadig masser af kampagner og annoncer liggende i skufferne, som venter på at komme op og blive sat ind i en slutspurt. I den kommende uge er tiden også til udspil og konkretiseringer af de planer, som vi allerede kender fra de to hold. Valgkampen er i en fase, hvor det er tid til forandring. Og særligt Løkke har behov for at lytte til Venstres gamle slogan.