Statsminister Thorning vågner med tømmermænd

I nat havde hun sit livs fest. Som den første kvinde nogensinde bragte hun Socialdemokraterne tilbage i Statsministeriet efter ti års ørkenvandring. Hun har kæmpet hårdt med at få partiet og oppositionen på benene. Og det lykkedes. De hyldede hende i fagbevægelsens gamle Folkets Hus og glemte et øjeblik, at Socialdemokraterne havde fået et historisk dårligt valg. Deres formand skal være statsminister, og VKO er fortid. I går sagde hun, at hun stemte på sig selv, fordi hun havde lyst til at give sig selv et skulderklap. Det var der behov for. For i dag vågner Thorning op til en virkelighed, som er langt mere barsk end den, hendes forgænger måtte begå sig i. Thorning kan ikke bare læne sig tilbage i Statsministeriet og nyde magten. I de kommende dage skal hun forhandle et regeringsgrundlag på plads med indrømmelser til de radikale på den ene side og Enhedslisten på den anden. Ømme punkter venter Særligt udlændingepolitikken kan blive vanskelig. Både de radikale og Enhedslisten er enige om at lempe reglerne, hvilket også SF’s bagland ønsker. Thorning vil stå fast på sin stramme kurs, men hun kommer til at kæmpe for den. Den økonomiske politik bliver et nøglespørgsmål for at få de radikale i regering, og Margrethe Vestager er villig til at gennemføre tilbagetrækningsreformen og store forringelser af efterlønnen med de borgerlige partier trods S og SF’s modstand. Dermed må Helle Thorning-Schmidt begynde sin statsministertid med at føre blå økonomisk politik og lave efterlønsforringelser, som hun har kæmpet indædt imod. Forhandlingssituationen bliver ikke lettere af, at Socialdemokraterne og SF har mistet styrke ved valget. Den alliance, der skulle være bærende i regeringssamarbejdet, er gået tilbage ved valget og sidder kun ved magten, fordi de radikale og Enhedslisten er vokset overraskende meget. Styrkeforholdet mellem de radikale og SF er markant anderledes, end det så ud inden valget, og det gør ikke slagsmålene mindre. SF vil slå sig i tøjret og kræve større aftryk på regeringsgrundlaget end dem, de har fået i de fælles politiske udspil, der allerede er forhandlet på plads med Socialdemokraterne for ikke at gøre et skuffet bagland forbitret. Med et mindre SF og et langt større Radikale Venstre end beregnet kan kampen om positioneringen og indflydelsen blive hård. De radikale vil kræve store indrømmelser og tunge ministerposter, hvis de ikke skal skuffe de mange nye vælgere, der har sat deres lid til, at de radikale kan trække Socialdemokraterne og SF i borgerlig retning. Endelig er også Enhedslisten vokset så meget, at Thorning bliver nødt til også at tage den yderste venstrefløj i ed på et regeringsgrundlag, hvis hun skal sidde roligt i stolen. Thorning vil gøre meget for at imødekomme de radikale, som hun helst ser sidde med i en regering. Den tidligere socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag sagde, at det er besværligt med de radikale, men umuligt uden. Derfor er det bedst at omfavne de radikale i et regeringssamarbejde, så de ikke laver for meget ballade på sidelinjen. I den blå blok håber taberne, at Thornings opgave med at samle de fire partier bliver for stor, og at hun bliver tvunget til at udskrive valg igen efter et år eller to. Det troede socialdemokraterne også ville blive virkeligheden i 2001, da Anders Fogh Rasmussen (V) blev afhængig af Dansk Folkeparti. Sådan gik det som bekendt ikke, og de borgerlige partier må under alle omstændigheder indstille sig på rollen som oppositionspartier. Men de vil gå vidt forskelligt til opgaven. De konservatives rolle bliver særlig interessant. Efter et katastrofevalg sagde den konservative formand, Lars Barfoed, i sin tale, at der i dag starter noget nyt. At de konservative er et centrum-højre parti, som vil have mandater, der arbejder. Samarbejdet med en S-ledet regering kan blive meget tæt, og de konservative kan igen få rollen som erhvervslivets parti, når der skal indgås finanslove og forhandles trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter. Barfoed har brug for en platform, hvis partiet ikke skal lukke og slukke. Og Socialdemokraterne er villige til at give et forhandlingsvilligt konservativt folkeparti store indrømmelser for ikke at være afhængige af Enhedslisten i den økonomiske politik og for at have et borgerligt parti til at blåstemple trepartsforhandlingerne over for arbejdsgiverne. Venstre vil kæmpe anderledes hårdt som det store oppositionsparti og satse på, at Thorning ikke holder længe. Meget tyder på, at Lars Løkke Rasmussen vil blive på posten som Venstres formand trods valgnederlaget. Løkke har et stort personligt mål om at blive valgt til statsminister af danskerne. Hvis han kan se, at der er en mulighed for igen at kunne gå til valg inden for en overskuelig periode, er sandsynligheden for, at han bliver, størst. Hvis ikke, så er både næstformand Kristian Jensen og integrationsminister Søren Pind allerede i gang i kulisserne med at skabe alliancer, der skal gøre dem i stand til at vinde et kommende formandsopgør. Kjærsgaard tabte nøglerolle Partiets taber blev Pia Kjærsgaard. Efter ti år med hende som den absolutte nøgleperson i dansk politik er VKO-epoken nu slut. Og hvis udsigten byder på mange år i opposition, så er spørgsmålet ikke om, men hvornår 64-årige Pia Kjærsgaard går på pension og overlader sit parti til gruppeformand Kristian Thulesen Dahl. Dansk Folkepartis rolle vil dog ikke være så isoleret, som valget umiddelbart lægger op til. Partiet vil forsøge at få indflydelse på al den politik, de bliver indbudt til at forhandle om, og samtidig gøre, hvad de kan, for at skabe sig en ny platform. F.eks. i EU-spørgsmålet, som bliver centralt med Danmarks formandskab i foråret 2012 og udsigten til afstemninger om forbeholdene. Debut på den internationale scene En af Helle Thorning-Schmidt første opgaver som statsminister bliver da også at forberede sig til EU-formandskabet. Samme ilddåb fik Anders Fogh Rasmussen i 2002. Han brugte anledningen til at manifestere sit image som statsmand, da han stod i spidsen for aftalen om østudvidelsen. En lignende aftale er ikke på programmet for Danmarks formandskab denne gang, men der er ingen tvivl om, at den EU-ivrige nye statsminister vil gøre sit for at sætte sit præg på formandskabet for også at slå sit navn fast på den internationale scene. Først venter der dog også store indenrigspolitiske dagsordner inden jul. En af de mest krævende bliver trepartsforhandlingerne om, at danskerne skal arbejde mere. Igen har Thornings støtter vidt forskellige interesser i den sag. Hun kan dog her blive hjulpet af de radikale, der som nævnt vil gennemføre tilbagetrækningsreformen med de borgerlige uden S og SF’s billigelse. Det vil give omkring 18 milliarder kroner i kassen. Og nok er politikken ubehagelig, men pengene er rare at have. Så er kravene til fagbevægelsen langt mindre og risikoen for modstand hos egne vælgere mindre. Udfordringerne er mange, når Thorning i dag går i gang med regeringsforhandlingerne. Og nok var festen god i går, men tømmermændene kan blive voldsomme.