Det her kan godt blive en farlig artikel at skrive. Flere kolleger på bladet tager hver dag toget sydpå for at lukke øjnene i noget, de kalder Køge. Hen ved halvdelen af sportsredaktionen bor der, og de er lige så sovset ind i den by som alle dens øvrige 35.000 indbyggere.
Ingen køgenser har et lunkent – eller bare nogenlunde rationelt – forhold til det sted, han eller hun tilfældigvis er faldet ned på kloden. De elsker den klynge huse 39 kilometer syd for al sund fornuft. Og ikke udelukkende på en rask måde. På det seneste har der været ekstra gang i den syd for Solrød Strand. For to år siden pumpede de spildevand ud i hanerne. Igen i år måtte folk koge drikkevandet dernede. Så kom de banderelaterede skyderier. Og nu er de så også begyndt at koge deres politikere. Henrik Sass og Tommy Kamp for eksempel. Der er gået Suzuki-Torben og plankebøffer i den. Men historien om en by kan sjældent fortælles på spisesedlen til en formiddagsavis. Så vi begynder forfra. Opdager Køge på ny. Derfor skal vi finde en, der aldrig har sat sine ben i byen. Hvilket ikke er svært. Den dårlige nyhed er, at det blev mig. Vi er de stærkeste Før afrejsen tager jeg en snak med to kolleger med folkeregisteradresse i Køge. Bare for ikke at få vrøvl bagefter. Vi kan jo kalde dem Toyota-Jesper og Volvo-Rasmus. For en sikkerheds skyld henlægger jeg snakken til en sofagruppe midt i redaktionssekretariatet. Alligevel begynder ruderne rundt om os at dugge, straks Volvo-Rasmus begynder at tale. »Det tager en time at købe et franskbrød i Køge«, spinder han. »For man møder altid nogen«. Så er det Toyota-Jespers tur. »Der er jazzmusik«, siger han. »Og Danmarks største handelstorv«.
