Skattereformen opdeler danskere i klare vindere og tabere. Sådan lyder analysen fra Danske Banks cheføkonom, Steen Bocian, i kølvandet på den aftale, som regeringen har indgået med Venstre og de konservative. Foruden forslag om at sænke rentefradragsretten og ændre på folkepensionen, er skattereformen stort set identisk med det oprindelige udspil, som finansminister Bjarne Corydon (S) fremlagde i starten af forhandlingerne.
FAKTA Her er hovedpunkterne i skatteaftalen
For den enkelte dansker betyder det blandt andet, at grænsen for betaling af topskat hæves med 57.900 kroner, når den er fuldt indfaset i 2022 – en ændring, der for en stor del af danskerne på arbejdsmarkedet er en mærkbar stigning i indkomsten, forklarer Steen Bocian.
»For langt de fleste danskere på arbejdsmarkedet vil aftalen give en pæn skattelettelse. De er de klare vindere«, siger han.
»Foruden den højere topskattegrænse betyder hævningen af beskæftigelsesfradraget, at arbejdende danskere – særligt enlige forsørgere – vil opleve en mærkbar stigning i indkomsten«.
I runde tal forhøjes beskæftigelsesfradraget fra de nuværende 5,6 procent til 10,6 procent i 2022.
Til gengæld må danskere uden for arbejdsmarkedet se langt efter de stigninger i indkomsten, som de var stillet i udsigt frem mod 2020.
»Den lavere regulering af overførselsindkomster betyder, at skatteaftalen delvist finansieres af grupperne uden for arbejdsmarkedet. De kan ikke se frem til samme stigning i indkomst«, siger Steen Bocian, der vurderer, at aftalen vil ske en stigning i den såkaldte Ginikoefficient, der måler ulighed i samfundet gennem blandt andet indkomstfordeling:
»Uligheden vil stige en smule, men indtil videre er det i småtingsafdelingen«.
Folkepensionisterne kan med den nye skatteaftale glæde sig over samme forøgelse af topskattegrænsen som andre skattepligtige. Det er en ændring i forhold til regeringens oprindelige udspil.
Omfattende aftale
Netop skattelettelserne og den lavere regulering af overførselsindkomster har fået iagttagere til at døbe aftalen ’den blå skattereform’.
Steen Bocian kalder skatteaftalen »meget omfattende« og vurderer desuden, at aftalen vil øge arbejdsudbuddet betydeligt og dermed styrke udviklingen i dansk økonomi over de kommende år.
Regeringen forventer selv, at reformen på sigt giver godt 15.000 flere fuldtidsbeskæftigede.


























