Hvad var det, der fik vognen til at ryge i grøften? Hvad var det, som kunne få en ellers vel afprøvet trepartsinstitution til at fejle fuldstændigt? Det var næppe en enkelt løs sten på en nyasfalteret vej, som vognen stødte på. Der var nok snarere tale om, at vognen ikke kunne klare et hullet og bumpet hjulspor, som blev taget i brug uden projektering, planering og asfaltering. Under alle omstændigheder bør det være tid til selvransagelse hos de tre parter: regeringen, arbejdsgiverne og lønmodtagerne. Regeringen vil formentlig have udbytte af at spekulere over den enorme afstand mellem de højtflyvende akademiske overvejelser om krise, arbejdsudbud og konkurrenceevne på den ene side og så sund fornuft for almindelige danskere på den anden. Man skal ikke være cand.et-eller-andet for at regne ud, at det skriger til himlen at ville have flere arbejdstimer ud af de danskere, der er på arbejdsmarkedet, samtidig med at 160.000 er sendt ud på reservebænken på arbejdsløshedsdagpenge. Regeringen meldte sig fra starten som en regering, der vil dialog. Det var godt og tiltrængt. Men det er noget skidt, hvis det ender som dialog mellem akademikere, der tænker ens, taler identisk, færdes i samme kredse, bor de samme steder og forstår hinanden uden at evne at kommunikere med andre. Den logeånd kender jeg alt for godt fra vores arbejdsgivermodparter. Det var desværre ikke dialog med lønmodtagere, der prægede tiden op til forhandlingerne. Der var vel nærmere fuldstændig radiotavshed hos regeringspartierne. Måske skyldtes det manglende afklaring internt af, hvad regeringen egentlig ville med forhandlingerne med arbejdsmarkedets parter, og måske blev kortene holdt tæt til kroppen i en så snæver kreds, at praktisk talt ingen vidste noget. Sådan virkede det i alt fald. Hvis det var hensigten at gennemføre en udvidelse af arbejdsudbuddet her og nu, kan formålet dårligt have været andet end at presse kampen om de alt for få job og dermed lægge en dæmper på lønudviklingen i de kommende år. Det ville have været en besynderlig strategi, i betragtning af at lønmodtagerne under krisen allerede har accepteret meget magre overenskomstresultater og dermed en yderst begrænset lønudvikling. Hvis det var regeringens hensigt at aftale veje til at skabe flere arbejdstimer, som først skulle bringes i anvendelse, når og hvis vi får arbejdskraftmangel, så missede regeringen alle muligheder for at sende et klart signal om det. Og det var ikke, fordi det skortede på muligheder for at give klare svar på dette spørgsmål. Tværtimod. Jeg er ikke noget sandhedsvidne, når det gælder, hvilke budskaber regeringen kan have givet til faglige ledere bag lukkede døre. Det stod allerede for mange måneder siden klart, at partibogen blev tjekket ved indgangsdøren til den form for samtaler. Regeringens dialoglinje rækker åbenbart ikke så langt. Jeg tror også, at regeringen ville have nytte af at overveje, hvor langt ned i jorden fingeren har været stukket for at aflæse danskernes holdninger til, hvilke veje til flere arbejdstimer der i givet fald ville have bred opbakning. Danskerne var tydeligvis ikke indstillet på at afskaffe helligdage eller feriedage. Alligevel er det – set i bakspejlet – ret tydeligt, at regeringen målrettet gik efter netop denne løsning og dermed var helt uinteresseret i de løsninger, som lønmodtagerne kunne se nytten af. Jeg opholdt mig på en græsk ø, da journalisterne begyndte at ringe om, at det nu var lækket på Christiansborg, at regeringens udspil ville være afskaffelse af en eller to helligdage. Mine to første tanker var korte og kontante: Pokkers. Hvorfor starter regeringen med at ville løfte den tingest af alle sten på trepartsvejen? Har de da ikke fattet, at vi sidder og venter og venter på at høre om, hvilke goder for lønmodtagerne som skal forhandles.
Regeringen nåede tilsyneladende til sidst frem til den konklusion, at lønmodtagerne ikke vil arbejde mere. Den er gal. Lønmodtagerne vil være parat, hvis begrundelsen holder vand. Og hvis løsningerne er retfærdige. I kommuner og regioner kunne vi uden problemer have skaffet vores andel af de arbejdstimer, som regeringen gik efter. Annoncering af flere fuldtidsstillinger, når ledige job skal besættes, og tilbageførsel af arbejdstimer, som medarbejdere er blevet frataget på grund af besparelser, ville have været mere end nok. Og det ville have været fugle i hånden og ikke på taget. Her havde regeringen tilsyneladende stukket fingeren ned i de finansministerielle regneark. Ikke i jorden. Finansministeriets håndtering af forhandlingerne vakte undervejs i det korte forløb undren hos mange af os. Hvornår sker hvad? Hvilke emner skal på bordpladen? Hvornår ser vi et stykke papir? Hvordan skal de reelle forhandlinger føres, når de indledende rituelle stammedanse med massevis af deltagere og medbragte talesedler er overstået? Frustrationerne var udtalte i de dage blandt de fleste, jeg mødte. Det virkede ikke professionelt. Og det virkede slet ikke, som om en eller flere ministre, der vidste, hvad de ville, og ikke blot ville være kloner af deres forgængere, havde sat sig for bordenden ved Finansministeriets forberedelser. Det støttede heller ikke billedet af professionalisme, at flere og flere under forløbet blev mere og mere irriteret over at skulle gentage, at de ikke følte sig i stand til at tage stilling til arbejdstidsspørgsmålet uden at få det mindste at vide om, hvad der ville blive lagt ’i den anden vægtskål’. Det skyldes naturligvis, at regeringen i starten alene fokuserede på det sværeste uden at give sine modparter mulighed for at vurdere, hvad en aftale derudover kunne indeholde. Det var ganske enkelt amatøragtigt. En trepartsaftale indebærer i sagens natur, at tre parter arbejder på at nå en fælles aftale. En aftale, som parterne derefter fører ud i livet på hver sit område. Regeringen ved at søge opbakning i Folketinget for aftalte lovinitiativer. Arbejdsgivere og lønmodtagere ved at søge opbakning til de aftalte ændringer i de kollektive overenskomster. Det glippede denne gang for arbejdsgiverne – både for de private og for de offentlige. Dansk Arbejdsgiverforening slog sig i tøjret i dagene op til forhandlingernes start. Der skulle lovgivning til og ikke overenskomstændringer. Synspunktet blev gentaget ved det første møde med en formulering om, at DA ikke ville medvirke til nogen sammenhæng mellem trepartsforhandlingerne og de kollektive overenskomster. Og kommuner og regioner var enige. Det vil nok være en overdrivelse at sige, at jeg faldt ned af stolen i Spejlsalen i Statsministeriet den dag. Men et opstartsmøde til denne form for forhandlinger er så veltilrettelagt og så formelt, at der normalt ikke vil fremkomme overraskelser for deltagerne. Denne melding fra Dansk Arbejdsgiverforening – som reelt var en kortslutning af et traditionelt trepartsforløb – fik alligevel mit manglende slips til at stramme. Det var nemlig i mine øjne den måske allermest overraskende melding i hele forløbet. Overenskomstparterne skulle ikke give tilsagn om at ville søge ændringer indarbejdet på deres gebet – overenskomsterne. Det skulle i stedet overlades til lovgiverne. I mine ører lød og lyder det som en underkendelse af selve trepartsinstitutionen. Trepartsaftalen fra 1987 indeholdt både emner, som lovgiverne skulle søge for at gennemføre, og emner, som overenskomstparterne skulle bakse med. Enigheden i denne aftale om gennemførelse af arbejdsmarkedspension for alle er et godt eksempel. Overenskomstparterne skulle forhandle pensionsordninger ind i de enkelte overenskomster, og lovgiverne skulle følge op med en følgelovgivning. I den danske model er arbejdstid et anliggende for arbejdsmarkedets parter. Denne klare forudsætning gav DA ved denne trepartsforhandling et entydigt skud for boven.
