»Det var blevet varslet, at der skulle afskediges 120 medarbejdere, fordi Skatteministeriet havde behov for at rekruttere medarbejdere med særlige kompetencer. Det var vist it-folk, der manglede. Jeg var jurist og sad i departementet og håndterede ministerbetjening, altså udarbejdede svarudkast på henvendelser til ministeren.
De ville fyre ud fra kriteriet: 'hvem kan bedst undværes', så ingen kunne vide sig sikre. Men jeg følte mig overhovedet ikke i farezonen. Helt ærligt, hvorfor skulle de dog pege på mig? Det kunne jeg ikke se nogen grund til.



























