Astrid Krag lagde kimen til sine politiske venskaber og fjendskaber allerede i SF Ungdom. Som SFU-formand fra 2005-2007 begyndte hun den højredrejning af SF’s værdipolitik, som senere skulle blive moderpartiets linje. Man måtte »tage fløjlshandskerne af« i udlændingepolitikken, sagde SFU-formanden som en af de første i et parti, hvor den slags ikke var den vante tone. Da hun kom i Folketinget i 2007 som 24-årig, fortsatte hun linjen. Fra posten som integrationsordfører blev hun i Villy Søvndals øjne en stjerne i partiet, fordi hun anlagde en særdeles skrap kurs i værdipolitikken, som hjalp SF med den strategiske højredrejning, der skulle knytte S og SF sammen i et regeringsalternativ.
Det var ikke nogen let opgave. Baglandet var ikke tilfreds med, at man pludselig skulle føre en udlændingepolitik, der var lig Socialdemokraternes, hvilken igen var tilrettelagt efter Venstre og Konservatives linje, som igen var dikteret af Dansk Folkeparti. Pludselig kunne SF sige ting, som overhalede den borgerlige regering indenom. Det var her, Astrid Krag for alvor fik sine politiske fjender. Hun stødte gamle, traditionelle SF’ere bort, som mente, at forankringen på venstrefløjen var vigtigere end at tækkes Socialdemokraterne. LÆS OGSÅVenstrefløjen i SF arbejder på en udfordrer til Astrid Krag Men de nye SF’ere og vælgerne var vilde med, at Villy Søvndal sagde, at Hizb-ut-Tahrir skulle gå ad helvede til. Så mens Astrid Krag og Villy Søvndals retorik blev hårdere og hårdere, flokkedes vælgerne om SF, og medlemstallene steg. Søvndal var imponeret over den unge integrationsordfører og gjorde hende til næstformand i SF’s folketingsgruppe. Det var her, Astrid Krag fik sine politiske venner. Sammen med folk som Jesper Petersen, Thor Möger Pedersen og Nanna Westerby blev Astrid Krag en del af børnebanden i SF.
