Samme dag som udenrigsminister Villy Søvndal (SF) kunne fortælle, at han lukker to ambassader i Afrika og en i Mellemøsten, satte han i går navn på Danmarks første arktiske ambassadør og sendte dermed et klart signal om, at Danmark i stigende grad retter opmærksomheden mod Nord. Det sker i en tid, hvor olie- og mineralselskaber satser milliarder af kroner i Grønland i håb om at finde store olieforekomster og vigtige sjældne mineraler. I en periode, hvor klimaforandringerne gør Arktis og Grønland langt mere tilgængelig for både krydstogtskibe og skibstrafik generelt, er de økonomiske interesser stigende. Samtidig stiger risikoen for skibskatastrofer i havet omkring Grønland.
Det bliver Klavs Holm, tidligere ambassadør i Singapore og afdelingschef for Public Diplomacy i Udenrigsministeriet, som får titlen ’arktisk ambassadør’. Han skal blandt andet være med til sikre, at den arktiske strategi, som blev vedtaget under tidligere udenrigsminister Lene Espersen (K), ikke bare bliver på papiret, men også til virkelighed.






























