En fordobling i antallet af danskere, der skønnes at miste dagpengene i 2013, må føre til en ændring af dagpengereglerne, mener flere fagforeningsformænd.
LO, FOA og FTF kræver nu, at genoptjeningskravet ændres, så det bliver nemmere at genvinde retten til at få dagpenge.
Med den seneste dagpengereform kræver det et helt års arbejde, før man igen kan få dagpenge, og det er for meget, mener Bente Sorgenfrey, formand for FTF, der er hovedorganisation for blandt andre sygeplejersker og lærere.
LÆS OGSÅ Nyt skøn: Dobbelt så mange mister dagpenge
»Et års genoptjening er for voldsomt i en krisetid«, siger Bente Sorgenfrey til Ritzau.
Ifølge FTF-formanden er det afgørende, at de personer, der mister dagpengene, kan gøre sig håb om at komme ind i systemet igen, for eksempel ved at sammenstykke vikariater.
Et år er for længe
LO-formand Harald Børsting stemmer i:
»Jeg vil mene, at en genoptjeningsret på et halvt år er fornuftigt«, siger han til politiken.dk.
»Der er med de nuværende regler ingen incitamenter for ledige til at tage mindre job af kortere varighed. Det hænger selvfølgelig sammen med, at den enkelte ledige kan se, at det forslår som en skrædder i helvede, når der skal et helt år til at genvinde dagpengene«, siger han.
LO-formanden foreslår samtidig, at »de rigide regler« for supplerende dagpenge ændres.
»Nu må regeringen én gang til - gerne sammen med arbejdsmarkedets parter - gå hele klaviaturet i gennem og kigge på, hvordan vi sætter gang i mere beskæftigelse«, siger Børsting.
LÆS MERE
Regeringen lover at sende flere penge til truede dagpenge-modtagereI går kom det frem, at op i mod 23.000 personer kan falde ud af dagpengesystemet i første halvår af 2013.
Hidtil har regeringen ventet, at 7.000-12.000 ledige var i risiko for at miste deres dagpengeret.
»Det er en grufuld situation. Det er ikke til at leve med, at tallet kan gå hen og blive så stort. Situationen er faretruende, og derfor kalder vi også på, at der bliver taget yderligere initiativer«, siger Harald Børsting.
FOA: Katastrofalt
Hos FOA kalder formand Dennis Kristensen det nye skøn »katastrofalt«.
»Nu må regeringen konstatere, at deres indsats har været en fiasko. Der har været gode intentioner, men det har overhovedet ikke slået til i forhold til problemets omfang. Det her kræver en storstilet reform af hele arbejdsmarkedspolitikken, og jeg synes, at regeringen burde kalde arbejdsmarkedets parter sammen og finde en holdbar løsning«, siger han til politiken.dk.
FOA foreslår ligesom FTF og LO, at genoptjeningsretten skal sænkes til et halvt år.
fortsæt med at læse






























