En lang række lokalformænd i de tre regeringspartier bakker op om et forslag fra Enhedslisten om, at partierne bør fritstille folketingsmedlemmerne, når den kommende offentlighedslov skal til afstemning.
Politiken Research har lavet en rundspørge blandt 289 lokalformænd i S, SF og R, og ud af de 116, der har deltaget, er det de 66,7 procent, der svarer ja til, at folketingsmedlemmer bør fritstilles, så de ikke behøver følge partilinjen. Til sammenligning er det 18,4 procent, der svarer nej, mens resten er i tvivl eller ikke ønsker at svare. »Jeg mener, vi har et problem i demokratiet med de regler, der er på vej«, lyder det eksempelvis fra lokalformand for Det Radikale Venstre i Aalborg, Keld Kollerup Kvist, der går ind for en fritstilling.




























