»Jeg er den, jeg er.« Sådan faldt ordene i juni 2008, da Lars Løkke Rasmussen udtalte sig til Euroman. Med gammeltestamentlig præcision udskar Løkke, hvorfor hans offentlige levned med offentlige midler ikke altid gik snorlige.
Han forklarede, at med politikeren Løkke fulgte både gode og dårlige vaner. Og på den måde var han ligesom alle os andre. Den sidste uges ballade stiller spørgsmål til, om den forklaring er gangbar.



























