Bilag kan ikke fremlægges, jo de kan, nej de kan ej - nu fremlægges de

BILAG. Løkke har haft tro partisoldater iryggen undervejs.
BILAG. Løkke har haft tro partisoldater iryggen undervejs.
Lyt til artiklen

Først kunne de under ingen omstændigheder fremlægges. Så kunne de, hvis den danske udviklingsminister ville det. Så var der globale regler i vejen. Nu fremlægges de »helt ekstraordinært« på søndag.

Politiken har lavet en tidslinje over forløbet omkring Lars Løkke Rasmussens bilag:

Den 5. oktober 2013 - Løkke har ingen kommentarer
På første dagen for Venstres landsmøde måtte Lars Løkke Rasmussen i Ekstra Bladet via sin rådgiver erkende, at han havde »en del rejseaktiviteter« i forbindelse med sit job som formand for klimaorganisationen Global Green Growth Institute (GGGI), men at alle rejser var »arrangeret og tilrettelagt i fuld overensstemmelse med organisationens interne retningslinjer af GGGI's hovedkontor i Seoul«.

Løkke har brugt 770.000 skattekroner på flybilletter

På et pressemøde samme dag afviste Venstre-formanden syv gange at svare på journalisternes spørgsmål om rejsebudgettets størrelse. Men alt var forgået i henhold til reglerne, lod Lars Løkke Rasmussen dog pressen vide.

Ellers havde han »ingen kommentarer«. Heller ikke til spørgsmålet om, hvorvidt han ville lægge sine bilag frem eller ej.

Den 10. oktober 2013 - Løkke: Jeg har ikke gjort noget forkert på papiret
Efter flere dage som midtpunkt i Ekstra Bladets og TV2's politiske dækning, tonede formanden frem på skærmen torsdag aften og erkendte, at den måde, han havde rejst på som GGGI-formand, ikke var »rimeligt«, og at rejsereglerne derfor var blevet ændret.

Fakta: Det ved vi om Løkkes rejser

Venstreformanden slog dog også fast, at han - i hvert fald på papiret - ikke havde gjort noget forkert, da han brugte over 777.000 bistandskroner på flybilletter på sine 15 rejser for GGGI.

Den 11. oktober 2013 - S: fremlæg de bilag
Her udtalte socialdemokraternes klimaordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, til Ritzau, at hun forventede, at Lars Løkke Rasmussen nu ville fremlægge alle bilagene fra sine rejser. Så der dermed kunne blive klarhed over, hvor dyre hoteller Lars Løkke Rasmussen havde boet på, og hvad havde har brugt de mere end 20.000 kroner i diæter på.

Løkke: Jeg burde have ændret rejseregler

»Det er ham, der som formand for organisationen kan vælge at lægge bilagene frem. Og det synes jeg, han bør gøre«, sagde hun til nyhedsbureauet.

Lars Løkke Rasmussens særlige rådgiver meddelte samme dag, at Venstres formand ikke har yderligere kommentarer til sagen.

Den 12. oktober 2013 - ingen kommentar fra Løkke
Selvom Lars Løkke Rasmussen, havde haft travlt med at tage afstand fra de rejseregler, der gjorde, at han som GGGI-formand kunne foretage dyre luksusrejser på organisationens regning, viste det sig nu, at de luksuriøse rejseregler blev vedtaget, mens han selv var formand for miljøorganisationen.

Engell: Løkkebrev er en feberredning

Heller ikke denne dag, var det muligt at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen selv.

Den 13. oktober 2013 - Løkke undskylder i brev
Hovedpersonen selv skrev et åbent brev til partiets medlemmer, hvor han beklagede den seneste tids »dårlige pressesager« som ifølge formanden havde »bragt Venstre i modvind«.

»Det er naturligvis mit ansvar. Det beklager jeg«, skriver Lars Løkke Rasmussen.

Herefter stod partisoldaterne nærmest i kø for at rose deres formand for udskyldningen, og mente, at der nu var lagt låg på den sag. Imens forlangte partier fra både rød og blå blok stadig, at bilagene blev fremlagt for offentligheden.

Konfronteret med partiernes ønsker om, at Lars Løkke Rasmussen fremlagde sine bilag, sagde Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby:

»Der bliver fulgt de regler, der er i organisationen«.

Den 14. oktober 2013 - partisoldater tager slag for formand
Det var simpelthen ikke muligt for deres formand, at fremlægge de omdiskuterede bilag, lød det fra flere fremtrædende Venstre-folk. Blandt andet fra partiets politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, og udenrigsordfører, Søren Pind.

»Der er en åbenhedspolitik i den organisation, og i overensstemmelse med den åbenhedspolitik har man lagt det frem, som man skulle - og selvfølgelig kan man ikke bryde det regelsæt«, sagde Søren Pind til TV2 News.

Ekspert har gransket regler: Løkke kan sagtens fremlægge bilag

»Det ville være umuligt som formand for den her organisation«, lød Pinds vurdering af muligheden for, at Lars Løkke Rasmussen kunne lægge sine bilag frem.

I mens henviste Ellen Trane Nørby til, at »globale regler« umuliggjorde en fremlæggelse.

Samme dag kunne Politiken dog dokumentere, at hverken forskningschef og forvaltningsretsekspert Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole eller landets udenrigsministerium kunne finde noget i GGGI's åbenhedspolitik, der forhindrede Lars Løkke Rasmussen i at fremlægge sine bilag.

Præsenteret for det fastholdt Søren Pind dog standhaftigt sit synspunkt:

»Han (Lars Løkke Rasmussen red.) kan ikke fremlægge de bilag, fordi det er i strid med organisationen«, sagde han til Politiken.

Pind står fast: Ministeren må selv bede om bilagene

Samme dag afviste han overfor Politiken, at bilagene ville blive fremlagt frivilligt. Ellen Trane Nørby ønskede ikke at kommentere sine udtalelser, men henviste i stedet til Søren Pind.

Den 15. oktober 2013 - Løkke inviterer til pressemøde
Ordførere fra alle tre regeringspartier krævede, at Lars Løkke Rasmussen fremlagde sine bilag eller gik af som formand for GGGI.

Sidst på eftermiddagen skrev sagens hovedperson pludselig på sin facebook-profil, at han »helt ekstraordinært« vil give pressen adgang til »oplysninger« om sine »møde-, rejse- og opholdsomkostninger«.

»Der er - helt naturligt - meget stor interesse om mine aktiviteter i GGGI. Jeg har ikke noget at skjule, men skal jo kende svarene, før jeg kan give dem. Da jeg i weekenden personligt skrev til Venstres medlemmer, satte jeg derfor samtidig hovedkontoret i Seoul i gang med at skabe et fuldt og detaljeret overblik. Seoul arbejder på højtryk og forventer at have arbejdet færdigt til weekenden«, skrev Lars Løkke Rasmussen i går eftermiddag på sin Facebookprofil, hvor han samtidig inviterede til pressemøde på søndag.

Den 16. oktober 2013 - Ingen kommentarer fra tro løkke-løjtnanter

I dag har Politiken forsøgt at få kontakt med Venstres Søren Pind og Ellen Trane Nørby, for at få en kommentar til, at deres formand siden weekenden har haft GGGI personale til at finde relevant information på hans rejser med henblik på at fremlægge det for offentligheden.

LÆS OGSÅ FAKTA: Det skriver Lars Løkke på Facebook

Ellen Trane henviser via sms til det kommende pressemøde, og Søren Pind henviser til sin Facebookprofil, hvor han blandt andet skriver:

»Der er dem, der naturligt spørger, hvorfor det, der ikke kunne lade sig gøre i går, kan lade sig gøre på søndag. Der skal man hæfte sig ved, at der er tale om en 'ekstraordinær' mulighed for pressen. Jeg husker ikke, hvornår noget sådan tidligere har fundet sted. Og med ordlyden bekræftes jo også, at det ikke er en umiddelbar mulighed«.

Mie Louise Raatz

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her