I den anden ende af røret fanger Venstre Dorthe la Cour Socialdemokraternes Simon Pihl Sørensen, der indtil nu har følt sig efterladt på perronen i magtspillet. Hun foreslår ham at mødes med ærkerivalen Søren P. Rasmussen fra V.
Pihl og la Cour har trods deres partipolitiske forskelligheder haft et godt forhold til hinanden, siden de begyndte at arbejde sammen i byrådet tilbage i 1994. Derfor indvilliger Simon Pihl Sørensen i et helt uformelt møde. Dorthe la Cour ved godt, at manøvren er dristig.
LÆS OGSÅ Sådan bliver rævekager bagt - del 2: »Borgen blander sig...«
Det skal dog vise sig sværere at overbevise Søren P. Rasmussen. I telefonen afviser venstremanden Dorthe la Cours forslag. Der har allerede været rigeligt med tumult, og nu har de borgerlige endelig en fasttømret aftale. Hvorfor begynde at pille ved den nu?
Søren P. Rasmussen kunne imidlertid godt ønske sig en anderledes politisk kurs – og en måde at opnå det mål på er at sikre sig borgmesterposten. Til sidst går han derfor alligevel med til at mødes med Simon Pihl Sørensen.
Kuppet
25. november 2009
Der er ikke just sød musik i luften, da de to herrer mødes hjemme hos Dorthe la Cour på Hummeltoftevej onsdag 25. november ved 20-tiden. Den første time går med, at Søren P. Rasmussen og Simon Pihl Sørensen på skift afviser hinandens forslag. Som en slags parterapeut forsøger Dorthe la Cour at finde punkter, hvor V og S er enige. Langsomt får parterne arbejdet sig ind på hinanden, og hen ad 22-tiden sker det, som Dorthe la Cour har håbet på: de to kamphaner Søren og Simon fra V og S bliver enige om en helt ny konstituering.
Rolf Aagaard-Svendsen og de konservative skal holdes uvidende, og Socialdemokraterne skal gå med til at udpege Søren P. Rasmussen som ny borgmester. Som betaling kan Socialdemokraterne mere eller mindre vælge frit af de lønnede udvalgsformandsposter.
LÆS ARTIKEL
Sådan bliver rævekager bagt - del 1: »Det bliver fire spændende år...«De tre personer hjemme i Dorthe la Cours stue ved godt, at den nye aftale er hyperkontroversiel. De aftaler derfor at holde kortene tæt til kroppen; ikke engang Simon Pihl Sørensens kone eller Søren P. Rasmussens mand må vide noget. Konstitueringsmødet i byrådet finder sted den kommende mandag, og kun i stærk fortrolighed må gruppelederne for de radikale og Dansk Folkeparti tages i ed den følgende dag.
Trekløveret aftaler, at ikke engang Venstres egne medlemmer – bortset fra gruppeformanden – må få nys om aftalen før partiets interne møde to timer før den afgørende konstituering i byrådssalen.
Forvirringen
30. november 2009
Dagen før det konstituerende møde modtager socialdemokraten Simon Pihl Sørensen en mail fra SF’s Hans Henrik Madsen: »Kære Søren. Vi vil gerne foreslå dig som borgmester i morgen«, står der.
Simon Pihl Sørensen kigger på mailen en ekstra gang. Det viser sig, at mailen ikke er tiltænkt en Simon, men en Søren, nemlig Venstres Søren P. Rasmussen. Men fordi de to politikere har næsten identiske mailadresser, er det gået galt for SF’eren.
Nu kan den socialdemokratiske spids sidde og læse, hvordan SF tilbyder Venstre at samarbejde med den nye borgerlige konstellation. SF tror tydeligvis fortsat, at den konservative Rolf Aagaard-Svendsen skal være borgmester. Hans Henrik Madsen opdager hurtigt sin fejl og skriver til Simon Pihl Sørensen, at han skal se bort fra mailen.
Det er lidt pinligt for SF’eren, men Simon Pihl Sørensen selv har det heller ikke for godt. Næste dag skal han forelægge den nye djævelske masterplan om at pege på V som borgmesterparti for sin gruppe. Han sover nærmest ikke den nat.
Forsikringen
1. december 2009
Dagen efter er en tilfreds Rolf Aagaard-Svendsen ved at gøre sig klar til det konstituerende byrådsmøde på borgmesterkontoret. De seneste dage har han holdt flere møder med Søren P. Rasmussen om den borgerlige VK-alliance, som han glæder sig til at annoncere fra talerstolen i byrådssalen.
»Fire år mere som borgmester«, tænker han ved sig selv.
»Der er blot tale om formalia«.
Der er mindre end en time til mødet, da Rolf Aagaard-Svendsen efter eget udsagn fanger Søren P. Rasmussen ind på sit forkontor. Her forelægger han Søren P. Rasmussen for den hypotetiske situation, at nogen i byrådssalen vil rejse sig og foreslå venstrelederen som borgmester. Så for at udrydde den sidste tvivl om udfaldet, foreslår Rolf Aagaard-Svendsen, at det er Søren P. Rasmussen, der i salen rejser sig og peger på Aagaard-Svendsen.
»Det kan vi sagtens finde ud af«, svarer Søren P. Rasmussen ifølge Rolf Aagaard-Svendsen og flere konservative gruppemedlemmer, der blev orienteret om seancen umiddelbart efter. Søren P. Rasmussen kan i dag ikke bekræfte episoden.
Drejningen
1. december 2009
Rolf Aagaard-Svendsen går ud fra, at dramaturgien er aftalt, da han ved det konstituerende kommunalbestyrelsesmøde en time senere spørger ud i salen:
»Jeg skal udbede mig et forslag til borgmester«.
Det bliver imidlertid socialdemokraten Simon Pihl Sørensen – ikke Venstres leder – der melder sig. Rolf Aagaard-Svendsen rynker på brynene. Hvad foregår der?
Simon Pihl Sørensen rømmer sig og holder en hektisk lille tale.
»Vi er nogen, der tabte et kommunalvalg, og nogen tabte meget og andre mindre. Og vi tabte alle konstitueringen, for det var ikke noget kønt eller værdigt forløb. Nogle løb fra aftaler, andre har nok haft problemer med at forklare det for vælgerne«.
Simon Pihl Sørensen tolker valgresultatet som et »folkekrav om bredt samarbejde«.
»Valgets tale peger på en bred koalition med en venstreborgmester i spidsen«.
Uden pauser fortsætter han slutspillet:
»Jeg har derfor taget ordet for at spørge Venstres gruppeformand, Søren P. Rasmussen, om han vil tage imod udfordringen om at blive borgmester i en bred koalition. Vil han det, får han Socialdemokraternes støtte til at lede forhandlingerne«.
Sidste kommunalvalgs 11 mest opsigtsvækkende borgmesterkupNu vender mundvigene på den hidtil smilende Rolf Aagaard-Svendsen ned.
Søren P. Rasmussen rejser og siger, at han gerne vil vide, hvordan de andre partier stiller sig til ham som borgmester?
Der er klare jasvar fra de radikale og Dansk Folkeparti. Og SF’s Hans Henrik Madsen konstaterer – ikke uden en vis kant i stemmen – at Søren P. Rasmussen åbenbart allerede har overtaget rollen som ordfører i byrådssalen, men SF’eren siger også ja.
Så vil Søren P. Rasmussen gerne høre de konservative ytre sig. En befippet Rolf Aagaard-Svendsen konstaterer, at »vi har talt om andre ting de sidste fjorten dage«. Så han beder om en »timeout«.
Overvejelsen
1. december 2009
Han tager et glas vand og går bag om Simon Pihl Sørensen – manden, der har lokket Venstre over til sig uden at fortælle det til de konservative. De to kigger ikke på hinanden.
Søren P. Rasmussen konfererer med kommunaldirektøren. Han vil for alt i verden undgå en pause i mødet. Han frygter, at det vil åbne en Pandoras æske, hvis de konservative får mulighed for at drøfte den nye situation. Tænk, hvis de foreslår SF og S at gå tilbage valgnattens aftale med SF i borgmesterstolen?
Mens timeoutdiskussionen pågår, sidder SF’eren Hans Henrik Madsen i et splitsekund og overvejer, hvad han skal sige til de konservative, hvis pausen kommer. Han hviskedrøfter sagen med en partifælle, der råder ham til at lade være med at gøre noget som helst. Og sådan bliver det.
Nu tager Søren P. Rasmussen ordet igen og fastslår, at »vi er nødt til at køre det her igennem og afslutte det«, og at en timeout under ingen omstændigheder kan komme på tale. Der er slet ikke grundlag for den slags pauser i mødereglerne.
Hele situationen skal lige synke ind hos en stadig mere forvirret Rolf Aagaard-Svendsen, der kort efter konstaterer, at der »åbenbart ikke er stemning for en drøftelse, efter at vi har fået sådan en overraskelse«, og at det er »pudsigt«, at tingene sker på denne måde.
»Men når der er et flertal, der peger på Søren P. Rasmussen, må vi erkende, at sådan er det«, kommer det så.
Nu brokker medlemmer af hans konservative byrådsflok sig, og den befippede Rolf Aagaard-Svendsen lægger op til afstemning:
»Der er så to forslag til borgmester, Rolf Aagaard-Svendsen og Sim ... øh ... Søren P. Rasmussen. Vi skal tage en afstemning. Jeg vil gerne høre hvor mange ...«.
Han sunder sig – og trækker afstemningen tilbage. Den nu detroniserede konservative borgmesterkandidat omformulerer det til et spørgsmål, om nogen ønsker en afstemning om Søren P. Rasmussen som borgmester?
Det er der ikke.
»Det ser ikke ud til at være tilfældet, så er Søren P. Rasmussen valgt til borgmester«, siger han efterfulgt af et resigneret:
»Godt«.
Der er ikke andet for ham at gøre end at forlade borgmesterstolen, og på vej væk passerer han Søren P. Rasmussen.
De undgår hinandens blikke.
Ingen henvender sig til den konservative spidskandidat, der sætter sig alene i et hjørne, mens han kan se Søren P. Rasmussen tage plads i den stol, han troede var hans.
Ingen tænker på at skifte navneskilt på det interne web-tv, så Søren P. Rasmussen leder mødet under den væltede rival Rolf Aagaard-Svendsens navn.
Med begge arme bag på ryggen tænder den nyvalgte borgmester mikrofonen.
»Så går vi til andet punkt på dagsordenen ...«.
Dette er det sidste af tre kapitler.
fortsæt med at læse
