Venstre: Songül-lov belønner ulovligheder

Protest. Songül Yüksel (nummer 3 fra højre) og hendes gymnasiekammerater var inde for at aflevere underskrifter til justitsminister Karen Hækkerup (til højre). Nu har politikerne ændret reglerne.
Protest. Songül Yüksel (nummer 3 fra højre) og hendes gymnasiekammerater var inde for at aflevere underskrifter til justitsminister Karen Hækkerup (til højre). Nu har politikerne ændret reglerne.
Lyt til artiklen

Venstre melder nu endeligt fra og vil ikke stemme for forliget om at give gymnasieeleven Songül Yüksel og andre udenlandske unge få mulighed for at genansøge om familiesammenføring, selv om de ellers er blevet afvist og har levet ulovligt i Danmark.

Regeringen har sammen med SF, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti indgået en aftale om at lade unge, der ikke fik mulighed for at søge efter lempede regler i 2012, en ny chance - noget som Venstre selv tidligere har talt for - men Venstre-politikerne har på et gruppemøde valgt at sige rungende nej.

Dermed er de konservative de eneste fra blå blok, der stemmer for ’lex Songül’.

Anklage om hykleri
Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, anerkender, at hans partis politiske ordfører, Inger Støjberg, for få uger siden gik meget direkte ud i offentligheden for netop at redde Songül Yüksel.

Det har fået flere partier til at kalde Venstre hyklerisk, når partiet nu alligevel stemmer imod en lov, der kan redde Songül og cirka 23 andre unge.

»Vi har meget sympati for Songül og nogle af de andre i sagen, men vi er også nødt til at holde fast i nogle principper, der er fremherskende i Venstre, og det er blandt andet, at vi ikke belønner folk, der er her ulovligt«, siger Karsten Lauritzen.

Politisk aftale sikrer Songül og 23 andre børn ophold i Danmark

Han peger på, at Songül ikke alene har fået afslag på familiesammenføring hos udlændingemyndighederne, men at en byretsdom i 2011 også har sagt, at hun skulle forlade landet.

Ganske vist er familiesammenføringsreglerne lempet i mellemtiden, så Songül formentlig nu kan få sin opholdstilladelse, når hun søger igen – men det rokker ikke ved Venstres modstand mod at give en ny chance til mennesker, der ikke overholder landets love

Mange er rejst hjem

Karsten Lauritzen peger på, at der er givet op mod 1.000 afslag på familiesammenføring til børn, siden der i 2004 blev indført strammere reglerne, der er lempet igen i 2012 - og at de fleste af dem er udrejst.

Det vil være unfair at redde dem, der valgte at blive, mens mange, mange andre lovlydigt er rejst hjem efter deres afslag, lyder hans argument.

»Det signal, man nu sender med den nye lov kan være meget skadelig for administrationen af udlændingeloven i fremtiden. Det bliver sværere at få afviste til at holde loven«, vurderer Karsten Lauritzen .

At Venstres Inger Støjberg var blandt de første til at kæmpe for, at mønsterstudenten Somgül Yüksel skulle have lov at blive, var ifølge Karsten Lauritzen »en fejl«.

»Jeg ved, at grunden til, at hun udtalte sig, var, at hun ikke var bevidst om, at Songül havde opholdt sig her ulovligt«.

LÆS OGSÅ Partier beskylder V for hykleri om Songül

Karsten Lauritzen kan ikke se, at der skulle være grundlæggende uenighed mellem K og V, selv om de to borgerlige partier nu har valgt hver deres side i Songül-sagen.

»Vi er ret enige med de konservative om det meste, men de kan gøre som de har lyst til. Jeg vil bare pege på, at både vi og de konservative stemte imod, da familiesammenføringsreglerne blev lempet i 2012, og derfor er det også svært for os at stemme for sådan en enkeltsag som denne. Vi kan godt lide, at der er sammenhæng i tingene«.

Det vil sige, at der ikke er sammenhæng hos de konservative, fordi de dengang stemte imod lempede regler for familiesammenføring, men stemmer for i den konkrete sag?

»Det eneste, du kan citere mig for i den forbindelse, er, at der er en sådan sammenhæng hos Venstre, siger Karsten Lauritzen.

Han peger på andre sager, hvor Venstre også har været kategorisk over for mennesker, der opholder sig her ulovligt. Eksempelvis da asylsøgere, der skulle sendes hjem, besatte Brorsonkirken i forsøg på at få lov at blive.

I den borgherlige lejr er Dansk Folkeparti skuffet over, at »regeringen gennemfører lempelser på udlændingeområdet med tilbagevirkende kraft«, siger udlændingeordfører Martin Henriksen, der også mener, at der bliver sendt et signal om, at man kan få opholdstilladelse, hvis bare man kommer i medierne.

De Konservative valgte som det eneste parti fra blå blok at bakke op. Det ærgrer retsordfører Tom Behnke, at andre ikke ville være med i aftalen.

Flemming Christiansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her