En enkelt gang får han udtalt sig uforsigtigt. Uden at nogen af os lægger mærke til det undervejs i bilen fra hjemmet i Nyhavn til dagens første virksomhedsbesøg i Nordsjælland. Lars Løkke Rasmussen har tilbudt et interview i den svære genre, han skal vænne sig til frem mod valget næste år:
Nemlig samtaler om, hvordan han vil regere Danmark, hvis han kommer til magten. Det tegner alt som bekendt til, men for oppositionens leder er det politisk livsfarligt at være for selvbevidst i tonen. Han må ikke lyde, som om ’den er hjemme’.




























