Der var store smil på valgnatten i marts 2013, da Siumut-formand Aleqa Hammond vandt en klar valgsejr. Det blev fejret med bl.a. Nikku Olsen, formand for det nydannede Partii Inuit, der kortvarigt gik med i en regeringskoalition.
I dag er tonen en anden. Fredag udsendte alle fire partiformænd i oppositionen, herunder Nikku Olsen, en fælles opfordring til selvstyreformanden om straks at udskrive nyvalg på grund af »dårlig regeringsførelse«, »slingrekurs« og »kaos i koalitionen«. Det skete, efter at forrige uges finanslovforslag var blevet undsagt af 3 af de 14 Siumut-medlemmer af parlamentet samt af hendes egen fiskeriminister, der undrede sig over de nye afgifter på fiskeriet.




























