Den højspændte situation om dagpengene får nu landets største fagforbund, 3F, til at slå alarm. En dugfrisk opgørelse, som 3F har lavet på baggrund af tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, viser, at 10.300 af forbundets medlemmer står til at falde ud af dagpengesystemet i 2013. Og måske vigtigere: Af dem vil godt halvdelen – 5.200 – helt miste forsørgelsesgrundlaget. »Det er intet mindre end en katastrofe. En katastrofe for dem, det går ud over – og en katastrofe for regeringen. For dette her kan den ikke holde til, og det skal den heller ikke holde til. Det er ingen rimelighed i dette her«, siger 3F-formand Poul Erik Skov Christensen.
LÆS OGSÅ Enhedslisten truer med at nedstemme regeringen
»Det er ironisk, at det forbund, der virkelig lagde sig i selen for, at vi skulle have en ny regering, også er det forbund, der tegner sig for den største del af udfaldet fra dagpengesystemet«.
3F repræsenterer omkring en tredjedel af de ledige, der vil miste dagpengene i år, og derfor er forbundet en strømpil på det samlede udfald, som ventes at ligge på omkring 30.000.
Opgørelserne fra det første par måneder viser, at en stor del af de ledige har fået et pusterum i form af de uddannelsestilbud, som regeringen sammen med Enhedslisten aftalte på finansloven. Men tilbuddet slutter 1. juli, og så står tusindvis uden nogen indtægt fra det offentlige.
Sæt reformen på standby Jobskabelsen kniber det til gengæld gevaldigt med: Kun 246 af 2.766 ledige, der har mistet dagpengeretten, har fundet sig et arbejde. Netop argumentet om, at de fleste finder job, når dagpengeperioden nærmer sig sit udløb, har ellers stået centralt for de partier, som i 2010 vedtog dagpengereformen. Poul Erik Skov Christensen foreslår nu, at reformen sættes på standby, indtil dansk økonomi igen får kul på kedlerne. »Enhver regering må tage sådan en alvorlig situation ad notam. Derfor siger jeg: Suspender nu den dagpengereform. Skab noget tryghed for de her folk resten af året. Og så må vi sætte os bagefter – når jobbene begynder at rulle ind – og lave nogle blivende ændringer i dagpengesystemet«, siger han.




























