Det kommer til at koste Danmark millioner at spare på deltagelsen i et af Nato’s projekter. Tidligere på ugen blev partierne bag forsvarsaftalen enige om at aflyse den danske deltagelse i overvågningsprogrammet Alliance Ground Surveillance (AGS), der samlet ville koste Danmark 380 millioner kroner. Men dermed får Danmark intet udbytte af de 30 millioner kroner, som allerede er investeret i Nato-projektet.
LÆS ARTIKEL Danmark står til at kvæle storstilet Nato-projekt
Og samtidig hæfter Danmark for 270 dages ekstra projektarbejde, fordi regeringen løber fra aftalen i utide. Samlet set kan Danmark komme til at aflevere i omegnen af 50 millioner kroner uden at have fået noget konkret udbytte. Men forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) står ved sin beslutning.
»Der er tabte omkostninger ved at træde ud, og det er vi klar over. Men det har været nødvendigt, og derfor tager vi imod omkostningerne med åbne øjne«, siger hun.
Erkender spildte kroner
Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Ib Poulsen, erkender, at pengene er spildt.
»Men nu har vi sadlet om og prioriteret vores egne soldater«, siger han. Også politisk kommer Danmark til at betale en pris for sin spareiver. Danmarks allierede er forvirrede og bekymrede over beslutningen, og det kan skade Danmarks anseelse i Nato.
Politiken har foretaget en rundringning til de 14 andre deltagerlande i AGS-projektet. Uden for citat udtrykker USA, Tyskland og Italien forbløffelse og skuffelse.



























